NUUK

Storskole åbner - bilister opfordres til at sænke farten

Kommuneqarfik Sermersooq gør klar til åbningen af den nye store skole, Inussuk, i centrum af Nuuk mandag og har i den forbindelse udgivet en trafikplan for området. 

Atuarfik Inussuk slår dørene op for sine mange elever mandag.
Offentliggjort

Der må forventes masser af trængsel og trafik, når mere end 1.000 elever og ansatte fra mandag skal møde ind på Atuarfik Inussuk i centrum af Nuuk.

En helt ny hverdag starter for skolens 910 elever og 126 ansatte, og det får også betydning for trafikken i området.

Sidste skoleår var de hundredvis af skoleelever spredt på forskellige lokaliteter i Nuuk på grund af lukningen af skolerne ASK og USK. Mandag skal de samles på Atuarfik Inussuk.

På grund af skolens centrale placering har Kommuneqarfik Sermersooq netop udgivet en trafikplan for området. Kommunen kalder planen helt afgørende for at sikre, at de mange børn og voksne kan færdes sikkert til og fra skole.

Bilister opfordres til at sænke farten, og børnene skal huske at benytte fodgængerovergangene:

– Som bilist i området opfordres du til at sænke farten og være ekstra opmærksom på elever, der færdes omkring skolen.

– Som forælder/værge opfordrer vi til, at du minder børnene om at benytte fodgængerovergangene og fortove, samtidig med at du gennemgår den nye trafikplan sammen med børnene inden første skoledag. Det er også vigtigt at kende reglerne for, hvor og hvor længe man kan parkere ved aflevering og afhentning af elever, skriver kommunen.

Der vil også fra første skoledag være en skolepatrulje i synlige orange/gule veste ved fodgængerovergange mellem HHE og skolen og mellem blok 4 og 5 for at hjælpe børnene sikkert over vejen.

Kommunen fortæller også, at der er oprettet et nyt busstoppested ved skolen for at lette transporten. Se mere om trafikplanen på kommunens hjemmeside.

Med hensyn til mødetiderne mandag skal eleverne i 2. – 10. klasse samt specialklasser møde kl. 9.00. Kommende 1. klasser samt specialklassen møder kl. 11.00, oplyser kommunen.

Atuarfik Inussuk har kostet over 600 mio. kr. at bygge. Åbningen har været længe ventet, da den egentlig var planlagt til at skulle finde sted efter sommerferien 2024. Blandt problemerne var godkendelsen af skolen fra brandmyndighederne. Efter at kommunen har indgået en aftale med entreprenørfirmaet Ístak om installation af sprinkleranlæg, kan skolen nu åbne.

Powered by Labrador CMS