Storm stopper testning i Qasigiannguit
På grund af kraftig storm i Qasigiannguit i dag lørdag den 4. december, frarådes borgere at færdes udenfor. Derfor udsættes testning af flere borgere i Qasigiannguit.
Borgere, der har fået besked på at skulle blive testet i dag lørdag den 4. december må vente lidt endnu.
Landslægeembedet oplyser, at testning af borgere genoptages på et senere tidspunkt, da der er stormvejr i Qasigiannguit i dag.
- I dag, den 4. december, er Qasigiannguit ramt af en stom, der er så kraftig at det ikke er tilrådeligt at bevæge sig udendørs. Derfor er testningen for Covid-19 i forsamlingshuset midlertidigt stoppet. Testningen genoptages når vejret bliver bedre, oplyser landslægeembedet i en kort meddelelse.
Hele skolen skal testes
I Qasigiannguit er der fundet 53 smittede den seneste uge. Sundhedsvæsenet er nu i gang med en større smittesopsporing, hvor myndigheder blandt andet har besluttet at sende flere testpersonale til at bistå den lokale sundhedscenter.
Ifølge Region Diskos plan skulle alle elever og lærere i Juunarsip Atuarfia, alle børn og personale i en vuggestue og personale i fritidshjemmet og flere virksomheder testes, hvis de ikke har fået en positiv test tidligere.
Planen er dog nu udskudt til vejret bliver bedre.