Stor US-delegation på charmeoffensiv hos Kielsen
En stor delegation med toprådgiver T. Ulrich Brechbühl fra det amerikanske udenrigsministerium holder møder med flere medlemmer af Naalakkersuisut. Den handler om det fælles bedste, forsikrer ambassaden.
Den særlige rådgiver i det amerikanske udenrigsministerium, T. Ulrich Brechbühl besøger nu, 22. til 24. oktober Nuuk sammen med ambassadør Carla Sands og en større delegation.
Manden som i Berlingske betegnes som, forsvarsminister Mike Pompeos 'bulldog' har møde med både formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger samt departementschef for boliger og infrastruktur Ruth Lindhardt, meddelere den amerikanske ambassade i København.
Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq har ligeledes holdt møder med den magtfulde rådgiver, skriver han på facebook.
- I dag var jeg vært for en US-delegation ledet af T. Ulrich Brechbühl, hvor jeg orienterede om Grønlands økonomi, investeringsmuligheder og den politiske situation, skriver Vittus Qujaukitsoq.
Der er efter Sermitsiaq.AG's oplysninger tale om en ganske omfattende delegation, der ikke blot omfatter repræsentanter fra forsvarsministeriet, men også embedsfolk, der arbejder med for eksempel energi og samhandel.
Fra amerikansk side er man interesseret i at afsøge flest mulige områder for samarbejde. Det gælder udover samhandel, infrastruktur og investeringer, bandt andet også om samarbejde indenfor uddannelse, kulturudveksling og forskning.
Ambassaden i København forklarer, at møderne handler om at styrke de 'kommercielle, diplomatiske og kulturelle bånd mellem USA og Grønland.
- Vi ønsker et partnerskab med Grønland og opmuntre lokale og bredere relationer, der kan anspore til bæredygtig økonomisk vækst og fremme vores fælles interesser, lyder det i en udtalelse fra den amerikanske ambassadør for Kongeriget, Carla Sands.