Sten Lund: Besynderlige partiskift

Der kan være mange forskellige grunde til at skifte parti, siger politisk kommentator Sten Lund

- Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de to kommunalpolitikere (Timooq Mølgaard fra Atassut og Abel Karlsen fra Kattusseqatigiit Partiiat, red.) skifter parti på samme tid. Man kan ikke undgå at snakke sammen, når man sidder i samme kommunalbestyrelse, uanset om det er uden for møderne eller ej, vurderer politisk kommentator Sten Lund. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

I de senere år har der været mange politikere, der har valgt at skifte parti, og de seneste to eksempler er kommunalpolitikerne Timooq Mølgaard fra Atassut og Abel Karlsen fra Kattusseqatigiit Partiiat, der netop har skiftet deres respektive partier ud med Siumut i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia.

Sermitsiaq.AG har spurgt politisk kommentator Sten Lund, hvad han vurderer, der ligger bag de to partiskift.

Sten Lund har dog ingen bud på, hvad de to partiskift skyldes, men forklarer, at der generelt kan være mange grunde til et partiskift.

- Det kan skyldes, at kommunikationen mellem lokalafdelingerne og ledelsen i partierne ikke går godt, eller at politikerne skifter deres meninger efter deres egne interesser. Hvis man har skiftet meninger, kan der opstår mistillid til politikerne fra vælgernes side, og det bliver interessant at se ved næste kommunalvalg, om det er tilfældet med de to, siger Sten Lund.

Læs "Timooq Mølgaar: Derfor blev det Siumut"

Læs "Endnu en i armene på Siumut"

Læs "Kommunalpolitiker trækker sig"

Kan ikke undgå at snakke sammen
Men når man vælger at forlade sit parti på grund af eksempelvis dårlig kommunikation mellem lokale afdelingerne og ledelsen i partierne, kan der været noget besynderligt ved det.

- Det kan være tegn på, at man som kommunalpolitiker ikke helt har lyst til at påtage sig det fulde ansvar, man har som kommunalpolitiker. Man har selv ansvaret for at nå sine politiske målsætninger og interesser i enkelte afdelinger i byerne, siger Sten Lund.

Han understreger dog, at man selvfølgelig skal have kontakt med ledelserne. Men man skal også selv kunne påtage ansvar i de enkelte lokaleafdelinger i byerne.

Sten Lund finder det besynderligt, at de to kommunalpolitikere skifter til samme parti på stort set samme tid, selvom Timooq Mølgaard tidligere i dag mandag har understreget over for Sermitsiaq.AG, at det er helt tilfældigt, at både ham og Abel Karlsen har skiftet til Siumut.

- Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de to kommunalpolitikere skifter parti på samme tid. Man kan ikke undgå at snakke sammen, når man sidder i samme kommunalbestyrelse, uanset om det er uden for møderne eller ej, vurderer Sten Lund.

Powered by Labrador CMS