Staycation er kommet for at blive

Nu er det muligt for medlemmer af flere fagforeninger at gøre brug af deres feriefrirejse her i landet – også selvom der ikke er pandemi og nedlukning. Med en tillægsaftale gøres muligheden permanent.

Muligheden for at få betalt hotelovernatninger gælder nu permanent, når man benytter sin skattefrie feriefrirejse i landet, oplyser Selvstyret.
Offentliggjort

En række centrale fagforeninger og Naalakkersuisut har lavet en tillægsaftale, som gør aftalen om staycation permanent. Det betyder at muligheden for at hotelovernatninger kan omfattes af ordningen vedrørende skattefrie feriefrirejser her i landet permanent fra 2023.

Tillægsaftalen blev første gang indgået i maj 2020 under coronapandemien. Men fra næste år er muligheden for at holde ferie i eget land gjort permanent. Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.

Aftalen omfatter feriefondene hos AK, IMAK, PK/PPK og ASG.

Normalt omfatter en skattefri feriefrirejse udelukkende transport fra tjenestestedet til København – eller en anden destination her i landet. Sidstnævnte med den begrænsning, at beløbet ikke må overstige billetprisen på en rejse fra tjenestested til København retur.

- Nu omfatter ordningen også hotelovernatninger, dog inden for samme ovennævnte beløbsbegrænsning, lyder det i pressemeddelelsen.

Flere valgmuligheder for borgere

Selvstyret understreger, at der i tillægsaftalen beskrives, at medlemmet i fagforeningen selv skal dække for eventuelt beløb, hvis prisen overstiger en rejse fra hjembyen til København og retur.

Naalakkersuisoq for finanser understreger dog, at hun er glad for, at muligheden gøres permanent, til gavn for landet og medlemmer i fagforeninger.

- Pandemien gav os mulighed for at gøre nogle ting anderledes. Blandt andet fik vi udvidet mulighederne for at rejse rundt i eget land, siger Naaja Nathanielsen (IA) og tilføjer:

- Jeg er rigtig glad for, at denne mulighed nu gøres permanent og vi med denne aftale øger mulighederne for, at lønmodtagerne med feriefrirejse vælger at afholde rejsen her i landet, siger naalakkersuisoq for finanser, Naaja Nathanielsen.

Powered by Labrador CMS