Statsministeren planlægger snarlig tur til Grønland
Danmarks statsminister Mette Frederiksen skulle efter sigende have planer om et besøg i Grønland indenfor de kommende uger. Situationen i Ukraine gør dog planerne stadig ikke er endelige, lyder det fra flere kilder.
Ifølge flere kilder arbejder statsministeriet i øjeblikket på at få Statsminister Mette Frederiksen (S) en tur til Grønland indenfor den nærmeste fremtid. Det har ikke været muligt at få datoerne bekræftet, og planerne er fortsat usikre på grund af situationen i Ukraine, lyder meldingen fra flere steder.
Sidst Mette Frederiksen var i Grønland var i 2019, hvor hun besøgte daværende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, kort efter hun blev statsminister.
Snakken om et besøg kommer i kølvandet på en afgørelse i sagen om erstatning til eksperimentbørnene. En sag der tog fart da Mette Frederiksen i december 2020 gav en undskyldning til de nulevende fra eksperimentet efter offentliggørelsen af en redegørelse om hele forløbet.
Ukraine spøger i kulissen
Men undskyldningen er hidtil kun givet skriftligt i et brev til de seks, der var en del af eksperimentet, og der har tidligere været snak om, at statsministeren ønsker at komme til Grønland og give en mundtlig udgave af den officielle undskyldning.
Under en spørgetime i november sidste år, oplyste Mette Frederiksen, at hun var i dialog med Múte B. Egede om at komme til Grønland på besøg i den forbindelse. Nu er spørgsmålet så, om konflikten i Ukraine spænder ben for det planlagte besøg, eller om den sag også kan få plads på dagsordenen for besøget.
Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en bekræftelse fra Statsministeriet, som meddeler, at de melder ud, når der er noget officielt på plads om et eventuelt besøg.