Stadig rekordlav elevtal ved første skoledag i Narsaq

Lige som sidste år var der kun 15 nye elever der startede i førsteklassen i Narsaq, og det totale elevtal på Narsap Atuarfia er faldet med ca. 15 procent

Offentliggjort

Fredag klokken 11 bød fungerende skoleinspektør Hans Peter Broberg velkommen til de nye elever og deres forældre. Han sagde blandt andet, at skolens lærere har forberedt undervisningen grundigt i længere tid, og glæder sig til at undervise eleverne og samarbejde med forældrene.

Derefter blev Qaalermat Qungujupput, (Nu titter til hinanden), sunget som fællessang. Bagefter var der navneopråb, hvorefter de nye elever hilste på deres klasselærere, Dorthinnguaq F Durhuus og Martin Egede, fik udleveret et flag, hvorefter de samlet gik ind i deres klasselokale i forskolen, til deres allerførste skoletime.

Mangler 8 lærere

Fungerende skoleinspektør Hans Peter Broberg fortæller at der lige som sidste år starter 15 nye førsteklasses elever, men at skolens samlede elevtal er faldet med ca. 15procent, fra omkring 230 elever sidste år, til ca. 195 elever i det nye skoleår.

Han fortæller videre at Narsap Atuarfia lige nu mangler 8 uddannede lærere, men at skolen har fundet nogle gode timelærere som erstatning, og han mener derfor at undervisningen er fuldt ud forsvarlig.

Powered by Labrador CMS