Spor af gigantiske isbjerge
Gigantiske isbjerge har sat deres spor på havbunden mellem Grønland, Island og Færøerne. Isbjergenes spor kan få boreplatforme til at kollapse, hvis sporene er skjulte, mener forskere fra Grønlands geologiske undersøgelser GEUS.

Gigantiske isbjerge har revet sig løs i tidligere istider og har sat deres spor på havbunden mellem Grønland, Island or Færoerne, skriver Videnskab.dk.
Og der er tale om virkelige giganter, hvis spor er 25 meter dybe på havnbunden over en kilometer under havets overflade. Der er tidligere blevet fundet spor af isbjerge 700 meter under havets overflade.
- Riller efter isbjerge i havbunden på over én kilometers vanddybe er helt ekstremt, og det fortæller os, at datidens isbjerge var nogle ordentlige basser, der var betydeligt tykkere, end hvad der idag findes omkring Antarktis, og hvad vi troede kunne lade sig gøre i Nordatlanten. De er født af ekstremt tykke gletchere, hvis dimensioner langt overgår dem, vi kender i dag, siger seniorforsker Antoon Kuijpers fra GEUS, der har fundet de nye, store riller.
Vores målinger tyder på, at sporene er skabt af isbjerge, der svømmede rundt i Nordatlanten før sidste istid, og meget tyder på, at isbjergene er blevet født af datidens Grønlandske inlandsis. Også i dag føder Grønlands indlandis de fleste nordatlantiske isbjerge. Det gælder især Jakobshavn Isbræ, der i øjeblikket er under stærkt opbrud og som uden sammenligning er den gletcher, der føder de fleste isbjerge på den nordlige halvkugle,' siger Antoon Kuijpers.