Spirituskørsel resulterer i solo-uheld
Politiet oplyser, at føreren har det godt trods omstændighederne. Vedkommende, der ikke har kørekort, er sigtet for spirituskørsel.
Grønlands Politi har modtaget en anmeldelse om, at en bil er rullet af vejen i dødemandssvinget mellem Nuuk og Nuussuaq omkring 04.45 søndag morgen.
- Der er ikke sket nogen personskade. Føreren kunne stige ud af bilen selv, så der er ikke sket noget alvorligt med vedkommende. Bilen har selvfølgelig nogen skader. Umiddelbart er det ikke registreret som et stjålet køretøj, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Mark Larsen til Sermitsiaq.AG.
Ved ankomsten har politiet konstateret, at føreren af bilen er spirituspåvirket, og heller ikke har kørekort.
Kan miste mulighed for at få kørekort
- Føreren er sigtet for spirituskørsel. Hvad foranstaltningen bliver, skal svar fra blodprøver afgøre, oplyser Mark Larsen.
- Enten er der tale om, at føreren får bøde eller frakendelse af førerretten i to år. I og med, at personen ikke har førerret betyder det, at vedkommende ikke vil kunne få tilkendt et kørekort i den periode, hvor frakendelsen gælder, fortæller vagtchefen.