Speedbådskort i Grønland
En gruppe værnepligtige nåede ikke at få taget speedbådskort hjemme. Derfor blev kortet taget mens Triton lå i Narsarsuaqs fjord.

Normalt skulle de værnepligtige have taget deres speedbådscertifikat i Frederikshavn. Det satte den hårde vinter dog en effektiv stopper for.
- Efter halvanden måned i Frederikshavn på skolen fik vi at vide, at vi ikke skulle have speedbådscertifikat alligevel. Det var vi lidt trætte af, siger værnepligtig Mathias Lundsgaard Kristensen.
Men intet er så skidt, at det ikke er god for noget, for de værnepligtige tog revanche på Grønlan . Igen spillede dårligt vejr med kraftig blæst og høj sø en rolle, men nu til fordel for de værnepligtige. For det holdt inspektionsskibet inde i fjorden ud for Narsarsuaq.
- Så fik vi at vide, at vi skulle tage det, mens vi var i Grønland. Det blev man da glad for, siger Mathias Lundsgaard Kristensen.
Så både teori og praksis kom på plads, og en flok glade værnepligtige kunne få deres speedbådscertifikat.
- Det var rigtigt sjovt at prøve. Heroppe (i Grønland) sejler vi rundt i større både og skal undgå isbjerge og store klumper is, siger Mathias Lundsgaard Kristensen til forsvaret.dk