Specialviden og service har båret virksomhed gennem 10 år
Arnbjørn kan i disse dage fejre 10 år med Hvidevareteknik, en forretning der startede lidt ved et tilfælde
Godt gemt i starten af Entreprenørdalen ligger Hvidevareteknik, hvor man finder færingen Arnbjørn Olsen og hans 3-4 kollegaer. Gennem et årti har Arnbjørn leveret og serviceret hårdehvidevarer i Nuuk, og ingen opgaver har været for store og ingen for små. En lang række specialopgaver med finmekanik så som radioer, spilleautomater og lignende servicerer han ligeledes. Dog har han måtte sande, at symaskiner aldrig bliver hans spidskompetence.
Fejring af den runde dag
Når virksomheden i denne uge kan fejre sine første 10 år bliver dette markeret med en række tilbud i forretningen, og kunder og venner af huset inviteres til en reception, hvor dagen markeres. Det med at mødes og fejre både specielle lejligheder men også hverdagen ligger ikke Arnbjørn særlig fjernt. Hver lørdag er der typisk godt med liv på hans kontor, da en del lokale færinger helt uformelt mødes der og får sig en god snak.
Heldigvis er de ofte flere, så de kan underholde hinanden, og jeg kan trække mig lidt i baggrunden og få lavet lidt arbejde, fortæller Arnbjørn Olsen med et lille smil.
Gammel i gårde
Nuuk er og bliver Arnbjørns hjem. Tilbage i 1986 flyttede han til byen for at ville prøve noget nyt udenfor Færøerne. Planen var ikke et længerevarende ophold, men så blev han forelsket, både i byen men også i sin nuværende hustru, Vera-Lise, som han nu har fire dejlige børn med. Han har ingen drøm om engang at ville vende tilbage til sit fædreland, da han har familie, sin virksomhed og sit liv her.
Selvstændig ved en tilfældighed
Hvidevareteknik er et produkt af at Nota Bene, hvor Arnbjørn arbejdede, valgte at udfase hårde hvidevarer fra forretningen. Sammen med en kollega valgte han derfor at starte egen virksomhed. Efter 1,5 år erfarede de, at det var bedst Arnbjørn overtog hele forretningen, og sidenhen har han stået som eneejer af Hvidevareteknik.
Alsidigt udvalg
Forretningen er ikke just en strøgbutik. Derfor bliver man også overrasket, når man kommer ind i lagerhallen, hvor Hvidevareteknik har til huse. Udvalget af hårde hvidevarer, køkkenmaskiner og en lang række reservedele er overraskende stort. Mange håndværkere benytter også Hvidevareteknik som deres nærlager af diverse reservedele, der ville være for omfattende selv at have på lager. Apropos lager, så har forretningen også et ganske pænt et af slagsen. Det er lykkedes flere gange for Arnbjørn at levere en ekspresordre på 15+ vaskemaskiner, ovne eller lignende.
Service fra start til slut
Arnbjørn går ikke på kompromis med serviceniveauet. Handler man hos ham, er der ingen skjulte gebyrer og andre ubehagelige overraskelser. Køber man eksempelvis et komfur, så er det inklusiv at dette bringes ud og monteres før handlen er afsluttet. Det er også netop dette serviceniveau, der gør, at virksomheden kører i bedste velgående. Arnbjørn selv har lige rundet de 60 år og har naturligvis mod på at tage hul på endnu et årti med salg og servicering af hårde hvidevarer og anden elektronik i Nuuk.