Spanien registrerer endnu et dødsfald relateret til abekopper
Tre personer uden for Afrika er døde med abekopper. Det er endnu uklart, om sygdommen er dødsårsagen.
Spanien har lørdag registreret sit andet dødsfald relateret til abekopper.
Meldingen fra det spanske sundhedsministerium kommer, dagen efter at det sydeuropæiske land registrerede det første kendte dødsfald med abekopper i Europa.
- Blandt 3750 patienter er 120 blevet indlagt på hospitaler, og to er døde, hedder det i en rapport fra landets sundhedsministerium.
Det præciseres ikke, hvornår det andet dødsfald har fundet sted.
Ministeriet oplyser, at en analyse vil blive udført for at bestemme dødsårsagen.
Ifølge de seneste tal har Spanien registreret i alt 4298 tilfælde af abekopper. Det gør landet til et af de hårdest ramte i verden.
Fredag bekræftede også Brasilien sit første dødsfald hos en person smittet med abekopper.
Når man ser på det nuværende udbrud, er de tre dødsfald de eneste kendte dødsfald relateret til abekopper uden for Afrika.
Det er endnu uklart, om abekopper er dødsårsagen i de tre tilfælde. Den afdøde i Brasilien led af andre alvorlige sygdomme ifølge myndigheder.
Ifølge en opdatering fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for en uge siden var der meldt om fem dødsfald på verdensplan som følge af smitte med abekopper. Alle fem dødsofre var i Afrika.
Abekopper skyldes et virus, som er i familie med koppevirus, og man kan blive smittet, hvis man er i fysisk meget tæt kontakt med en person, der er smittet og har symptomer på abekopper.
Fra man bliver smittet, til man får symptomer, går der i gennemsnit mellem 6 og 16 dage, og de typiske symptomer er blandt andet feber, kulderystelser, hovedpine, hævede lymfekirtler og udslæt med blærer.
I Danmark blev det første tilfælde af abekopper under det nuværende udbrud bekræftet den 23. maj. Frem til torsdag er der registreret 81 tilfælde, hvoraf under en tredjedel - 27 - havde været ude at rejse kort før de blev syge.
Dermed formodes resten at være blevet smittet i Danmark.
Det fremgår af en opgørelse på Statens Serum Instituts hjemmeside.
Lørdag i sidste uge erklærede WHO abekopper for en international sundhedskrise.
Det er organisationens højeste alarmniveau. De fleste smittetilfælde er i Europa, der står for 70 procent af de nye tilfælde siden begyndelsen af maj ifølge WHO.
/ritzau/AFP