Narsarsuaq Lufthavn afviklede onsdag sine sidste flyvninger med fly. Det blev højtideligholdt i den gamle lufthavn med taler fra politikere og erhvervsliv.
- Åbning af Qaqortoq lufthavn skal ikke være slutningen for Narsarsuaq. Qaqortoqs lufthavn er en resultat af reform af infrastruktur. Narsarsuaq er en sin helt egen, der har udviklet sig igennem årtier med lufthavnen i centrum, sagde naalakkersuisoq Iddimanngiiu Jensen Bianco.Foto: Oscar Scott Carl
Morten OkkelsMortenOkkelsMorten OkkelsJournalist
Offentliggjort
Åbningen af den nye Qaqortoq Lufthavn betyder samtidig et farvel til Narsarsuaq som lufthavn for fastvingede fly og som trafikalt centrum i Sydgrønland gennem årtier.
Annonce
Gennem årtier har bygden og dens beboere levet af og med lufthavnen, som amerikanerne byggede under 2. verdenskrig og gav væk til civile formål i 1958.
Derfor var onsdag en både trist og højtidelig dag i lufthavnsbygden, hvor de nye tider blev markeret med taler, kaffemik og tårer, efter en flok af mennesker havde mødt passagererne på forpladsen. Både talere og publikum var tydeligt rørt.
Naalakkersuisoq: Narsarsuaq er sin egen
Første taler var den nye naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Iddimanngiiu Jensen Bianco (IA).
- Åbning af Qaqortoq lufthavn skal ikke være slutningen for Narsarsuaq. Qaqortoqs lufthavn er en resultat af reform af infrastruktur. Narsarsuaq er en sin helt egen, der har udviklet sig igennem årtier med lufthavnen i centrum.
- Selvom stedet nu bliver nedgraderet til heliport, så vil historien med Narsarsuaq fortsætte. Jeg er glad for, at overgangen fra Narsarsuaq til Qaqortoq Lufthavn er gået godt, sagde Iddimanngiiu Jensen Bianco.
Borgmester: Vi undersøger stadig mulighederne for Narsarsuaq
Kommune Kujalleqs borgmester, Malene Vahl Rasmussen (D), var den næste. Hun advarede på forhånd om, at hun kunne fælde en tåre undervejs.
- En ny dør åbner sig, men det betyder også at en dør lukkes. Selvom historien for Narsarsuaq ændres, så har vi i kommunen fortsat pligter til at arbejde for Narsarsuaq. Der er fortsat uklarheder om, hvordan Narsarsuaq kan fortsat udvikles, og borgerne skal vide, at vi arbejder videre med at undersøge mulighederne.
Det sidste fly i Narsarsuaq Lufthavn.Foto: Oscar Scott Carl
Ikke det samme, men noget andet
Naja Lund talte for lokale fra Narsarsuaq. Air Greenland var repræsenteret af både bestyrelsesformand og direktør, og for Greenland Airports talte direktør Jens Lauridsen.
– Der er ingen tvivl om, at det er en sorgens dag. Det er sådan, det er – der er truffet nogle beslutninger.
– Men der er en fremtid, også her. Jeg er ikke i tvivl om, at Narsarsuaq stadig er her om mange år. Det vil ikke være det samme knudepunkt, men det vil være noget andet, sagde Jens Lauridsen.
Han påpegede i øvrigt, at bygden stadig er tilgængelig med helikopter.
Kort efter talerne var det tid til Air Greenlands sidste afgang fra Narsarsuaq med fly. Forsamlingen af mennesker trak igen udenfor, hvor redningskøretøjernes sirener traditionen tro fulgte den sidste Dash-8 på vej ud på landingsbanen omkring 16.35.
Forsamlingen tog billeder, men var ellers ret stille, da det røde fly satte kurs mod skyerne. Og det var det sidste fly i Narsarsuaq.
Mange var mødt frem for at tage afsked med det sidste rutefly ud af Narsarsuaq.Foto: Oscar Scott Carl