Snart kan du finde hjertestartere ved hjælp af mobilen
Kalaallit Røde Korsiat er gået i gang med at lokalisere hjertestartere rundt om i de grønlandske byer ved hjælp af GPS-koordinater, der registreres i en hjertestarter-app til mobilen.
En app, som kan bruges på smartphones og tablets, vil gøre det muligt at finde den nærmeste hjertestarter i tilfælde af et hjertestop hos en person.
Kalaallit Røde Korsiat er gået i gang med at registrere hjertestartere på en app, der kan benyttes i Grønland. Det oplyser KRK i en pressemeddelelse.
App’en kan betjenes på både grønlandsk, dansk og engelsk og kan være med til at redde et menneskeliv i tilfælde af hjertestop.
- Hvis hjertestarteren tages i anvendelse inden for få minutter, kan hjertet komme til at slå igen ved at påvirke det med elektriske stød fra elektroderne, hvorefter patienten skal transporteres til et sygehus til videre behandling, skriver KRK.
200 hjertestartere skal registreres
I Nuuk og Uummannaq er omkring 50 hjertestartere allerede lokaliseret og registreret i app’en. Sekretariatschef i KRK, Betina L. Petersen påpeger, at arbejdet kun lige er begyndt. Hun oplyser, at omkring 200 hjertestartere over hele landet skal registreres i app'en.
- Vi mangler de øvrige byer og bygder ved kysten. Det er en lille smule tidskrævende at lokalisere dem, men det skal nok lykkes, siger hun.
Den grønlandske hjertestarter-app kan downloades op fra hjemmesiden hjertestarter.gl eller der, hvor man normalt henter app’s.
- Såfremt man mener, at ens hjertestarter ikke er registreret på hjertestarter-app’en, må man gerne kontakte Kalaallit Røde Korsiat og oplyse dens GPS-koordinater for at få den registreret, siger Betina L. Petersen.
Send info om hjertestarters sted
GPS-koordinaterne kan findes ved at tage et positionsbillede af hjertestarteren eller på anden måde aflæse GPS-lokationen med en smartphone og så sende informationen til Kalaallit Røde Korsiat.
Hjertestarter-appen er doneret af Rotaryklubberne Nuuk Rotaryklub, Rotary E-Club One of Denmark, Hørsholm Rotaryklub og Humlebæk-Nivå Rotaryklub, der har fået kontant støtte til projektet af Rotary Danmarks Hjælpefond og Den Grønlandske Fond, mens app’ens udvikler, webfirmaet Makeable ApS i Tilst ved Aarhus, har bidraget med et nedslag i slutprisen.