Skudofres familier sender advarsel til løgnere som Alex Jones
Alex Jones skal betale kæmpeerstatning for påstande om skoleskyderi. Familier ser det som et klart signal.
Konspirationsteoretikere kan ikke straffrit fremsætte urigtige påstande, som påvirker rigtige mennesker.
Det er ifølge familierne til personer, der blev dræbt i 2012 på den amerikanske skole Sandy Hook Elementary, læren af den erstatning, som konspirationsteoretikeren Alex Jones onsdag blev dømt til at betale til dem.
- Dette viser, at internettet ikke er det vilde vesten, og at dine handlinger har konsekvenser, siger Bill Sherlach, hvis hustru, Mary, blev dræbt i skoleskyderiet.
- Folk som Alex Jones er nødt til at genoverveje, hvad de siger, og hvordan de siger det.
Jones - som er grundlægger af hjemmesiden InfoWars og vært på et populært radioprogram - har påstået, at de etablerede medier og tilhængere af våbenkontrol havde fabrikeret tragedien. Han har endda sagt, at skyderiet var iscenesat med skuespillere.
Onsdag blev han af et nævningeting dømt til at betale 965 millioner dollar eller 7,4 milliarder kroner til folk, der har lidt skade på grund af hans løgne om massakren.
Flere familiemedlemmer i retslokalet begyndte at græde, da kendelsen om erstatningen blev læst højt.
Jones var ikke selv til stede i retten.
Han var dog til stede live på sin hjemmeside InfoWars, hvor han sagde, at han havde planer om at anke.
- Det er sådan her en skueproces ser ud, sagde Alex Jones, mens han opfordrede lyttere til at købe produkter fra sin hjemmeside.
Familierne til Sandy Hook-ofre fastholder, at hans løgne i sammenhæng med hans store indflydelse på mange mennesker, som følger ham tæt, har ført til store lidelser hos dem.
De siger, at de blandt andet er blevet truet af Jones' tilhængere.
Erica Lafferty er datter af den dræbte Sandy Hook-skoleinspektør, og hun siger, at hun flere gange på sociale medier blev beskyldt for at være skuespiller og modtog trusler om voldtægt.
- Jeg er utrolig stolt af det budskab, vi har sendt i dag: Sandheden betyder noget, siger Lafferty i en meddelelse efter dommen.
Den højreorienterede konspirationsteoretiker har senere anerkendt, at massakren fandt sted. Han har også sagt, at det var "skørt" af ham gentagne gange at påstå, at skyderiet var et fupnummer.
/ritzau/AFP