besparelser

Sivso Dorph: Sølle af dig, Anda Uldum!

Imak-formanden går til modangreb på Demokraternes Anda Uldum, der mener, at Sivso Dorph kommer med flere påstande, der ikke holder

- Imak anlægger en voldgiftssag for overtrædelse af aftalen om samarbejde og medindflydelse - og ikke for noget andet, forklarer Imak-formand Sivso Dorph
Offentliggjort

Den evige strid mellem på den ene side lærernes fagforening Imak og politikere på den anden side er igen blusset op.

I Nuuk TV torsdag den 15. maj truede Imak-formand Sivso Dorph Kommuneqarfik Sermersooq med en voldgiftssag, fordi han mener, at Imak ikke har været inddraget i planerne for besparelser på folkeskoleområdet.

Men som Sermitsiaq.AG har omtalt i ’Anda Uldum: Sivso Dorph lyver’, så kan formanden for Udvalget for Børn, Familie og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Anda Uldum fra Demokraterne, dog ikke genkende flere postulater fra Sivso Dorph.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvor Sivso Dorph får sine oplysninger fra, lød det fra Anda Uldum i artiklen fra mandag morgen, hvori han blandt andet forklarer, at der ikke er blevet sparet en krone på lærernes undervisningstid.

Anda Uldums undren har nu fået Imak-formanden til tasterne:

- Det er sølle af Anda Uldum at tage udgangspunkt i mediernes dækning af Imaks konstateringer af konsekvenserne af Kommuneqarfik Sermersooqs besparelser på folkeskoleområdet, skriver Sivso Dorph, og fortsætter:

Derfor anlægger Imak voldgiftssag
- Samtlige politiske partier blev hver for sig inviteret til Imak den 14. maj og 15. maj for at blive orienteret om, hvilke konsekvenser kommunens besparelser vil have for eleverne i Kommuneqarfik Sermersooq. Ifølge tal, som Imak har fået fra kommunens forvaltning, vil man blandt meget andet spare 76.420,53 timer alene på undervisningen. Demokraterne ønskede ikke at tage imod invitationen. Samme afslag modtog vi fra IA.

- At benægte tingenes tilstand er en ansvarsforflygtigelse. Man har nedlagt klasser, nedsat lærernes undervisningstid med 76.420,53 timer og fyldt klasserne op i byens øvrige skoler eller flytter rundt med eleverne. Ud fra disse kendsgerninger er skolerne i gang med deres skemalægning til næste skoleår, forklarer Sivso Dorph, som fremhæver, at Imak anlægger en voldgiftssag for overtrædelse af aftalen om samarbejde og medindflydelse - og ikke for noget andet.

- Det kunne Anda Uldum være blevet orienteret om, hvis han var kommet, siger Imak-formanden.

Powered by Labrador CMS