Politik
Siumut vælger ny politisk ordfører
Da Martha Lund Olsen i fredags blev fyret af formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, sendte det samtidig en dominoeffekt af ændringer ned igennem det politiske system i Siumut.
Politisk ordfører Jens-Erik Kirkegaard fik allerede at vide i fredags, at han ikke længere havde et sæde i landstinget, da han alene sad som suppleant for Martha Lund Olsen, mens denne var medlem af Naalakkersuisut.
- Det er ganske normal procedure, at når et medlems orlovsperiode er slut, så må suppleanten vige sit sæde, fastslår formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen over for Sermitsiaq.AG. Han oplyser, at Jens-Erik Kirkegaard allerede i fredags blev informeret om, at han måtte forlade landstinget.
Ny politisk ordfører
Siumuts gruppeformand i landstinget, Jens Immanuelsen, oplyser til Sermitsiaq.AG, at man søndag havde møde, hvor det blev besluttet, hvem der skulle varetage den politiske ordførerpost.
Man blev enige om, at Karl-Kristian Kruse fremover skulle sidde på denne tunge post.
"Jeg kender betingelserne"
Jens-Erik Kirkegaard oplyser, at han har nydt de fire år, han nåede i landstinget.
- At ryge ud med dags varsel er blot betingelsen, når man kun er suppleant. Jeg har altid været bevidst om, at pludselig skulle jeg ikke sidde i landstinget længere, fortæller han til Sermitsiaq.AG.
Han er særligt glad for, at man igennem de seneste fire år har fået vendt arbejdsløshedskurven og økonomien i en mere positiv retning.