Siumut-medlem i angreb på borgmestre

Kommunalbestyrelsesmedlem Peter Davidsen mener, at de to Sermersooq-borgmestre Charlotte Ludvigsen og Asii Chemnitz Narup involverede den øvrige kommunalbestyrelse for sent i den såkaldte boligsag.

Peter Davidsen (th) er utilfreds med, at kommunalbestyrelsen ifølge ham først blev orienteret om boligsagen på et lukket møde 5. marts 2020.
Offentliggjort

Ifølge Peter Davidsen (S) blev boligsagen første gang forelagt kommunalbestyrelsen på et lukket møde den 5. marts 2020.

Det mener Siumut-politikeren er kritisabelt, fordi Selvstyrets tilsyn henvendte sig til kommunen om sagen første gang i maj 2019:

- Sagen blev først forelagt kommunalbestyrelsen ti måneder efter boligsagens start, til trods for at hele kommunalbestyrelsen har ansvaret for den kommunale forvaltning, skriver Peter Davidsen i en pressemeddelelse.

Han er utilfreds med, at daværende borgmester Asii Chemnitz Narup ifølge ham ikke orienterede den øvrige kommunalbestyrelse om henvendelsen fra Selvstyrets Tilsyn med det samme. Og da Charlotte Ludvigsen overtog borgmesterposten i juni 2019, burde hun have foranlediget, at den øvrige kommunalbestyrelse blev orienteret ifølge Peter Davidsen.

Ingen mulighed for involvering

Sermitsiaq.AG har fremlagt kritikken for tidligere borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) og nuværende borgmester Charlotte Ludvigsen. Begge afviser kritikken.

Asii Chemnitz Narup forklarer, at hun på daværende tidspunkt ikke havde mulighed for at involvere kommunalbestyrelsen omkring Tilsynets indledende henvendelse til kommunen, da hun selv ikke var blevet informeret omkring sagen på det tidspunkt, hun trådte tilbage som borgmester.

Asii Chemnitz Narup trådte tilbage som borgmester 11. juni 2019, hvorefter ansvaret overgik til Charlotte Ludvigsen (IA). Forinden havde hun været på orlov siden april 2019 i seks uger, og har derfor ikke haft en chance for at få kendskab til henvendelsen fra Tilsynet.

- Jeg har som part i sagen søgt aktindsigt i tilsynets baggrund for deres kritik og anbefalinger, da jeg gerne vil sikre mig, om jeg har en del af ansvaret. Jeg venter stadig på svar på aktindsigt, siger Asii Chemnitz Narup til Sermitsiaq.AG.

Uenig i forløb

Charlotte Ludvigsen mener, at kommunalbestyrelsen blev orienteret som de skulle på det rigtige tidspunkt i forløbet.

- Peter Davidsens indlæg er selvfølgelig velkomment, og jeg er glad for at vi kan debattere sagen åbent. Der er dog et par ting, der ikke er helt rigtige, siger hun.

Borgmesteren forklarer at, indtil sagen blev behandlet på et ekstraordinært lukket møde den 5. marts 2020, var alle henvendelser i sagen fra Indenrigsafdelingen i Selvstyret og havde karakter af spørgsmål til administrationen.

Ifølge borgmesteren modtager kommunen mange af den slags henvendelser fra andre myndigheder

- Alle disse forelægges derfor langt fra altid for Udvalg for Økonomi og Erhverv. Da Indenrigssadelingen udstedte et påbud, fik sagen en anden karakter og blev derfor fremlagt for udvalget og kommunalbestyrelsen med det samme. Jeg er af den opfattelse at sagen blev fremlagt for udvalget så snart den blev relevant og vores interne procedurer er fulgt.

Indledende tilsyn

Kigger man i Indenrigsafdelingens redegørelse om sagsforløbet, var der i foråret 2019 tale om et indledende tilsyn, fordi man var blevet opmærksomme på kommunens model med at leje boliger af private investorer for at genudleje dem til borgere.

På baggrund af tilsynet, der begyndet i maj 2019, anmodede Indenrigsafdelingen Advokatfirmaet Poul Schmith om at lave en indledende vurdering af sagen. Den blev afleveret i december 2019, hvorefter Indenrigsafdelingen 12. februar 2020 udsteder et påbud til Kommunqarfik Sermersooq om at stoppe med at bruge modellen.

Udover manglende information til kommunalbestyrelsen er Peter Davidsen foruroliget over Tilsynets kritik af Kommuneqarfik Sermersooqs forvaltning. Af Tilsynets redegørelse kan man blandt andet læse, at visse dokumenter aldrig er blevet udleveret af kommunen til Tilsynet:

- Det er Indenrigsafdelingens opfattelse, at det administrative system i Kommuneqarfik Sermersooq har lagt forhindringer i vejen for det lovpligtige tilsyn ved ikke at efterkomme anmodningerne om udlevering af materiale og oplysninger.

Uacceptabel ageren

- Kommuneqarfik Sermersooqs administration har udleveret materialet i uorganiseret form og sammen med store mængder materiale, som er sagen uvedkommende, og som ikke er blevet forlangt udleveret, skriver Tilsynet i sin fremstilling af sagen.

Den form for forvaltning mener Peter Davidsen er uacceptabelt:

- Som medansvarlige af den kommunale forvaltning kan vi ikke acceptere kommunens ageren uden vort vidende, og det er stærkt foruroligende for medlemmer af kommunalbestyrelsens, skriver han.

Boligsagen har været en svær politisk sag for den siddende borgmester Charlotte Ludvigsen. I efteråret mistede hun således opbakning fra Demokraatits medlemmer af kommunalbestyrelsen, der forlangte, at borgmesteren trådte tilbage. Naleraqs medlemmer bakkede dog op om borgmesteren, men forlangte en nærmere belysning af sagen.

Du kan læse mere om boligsagen her.

Powered by Labrador CMS