Sermitsiaqs fotojournalist vinder ny medie-pris

Oscar Scoot Carl gør en forskel både for sine kolleger og dem, der læser og ser nyheder, og derfor tildeles han Medieforbundet i Grønlands nye pris.

Kajumissaat Elna blev uddelt under generalforsamlingen i Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat lørdag 28. februar.
Offentliggjort

Lørdag blev Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiats, TP – Medieforbundet i Grønland – nye pris Kajumissaat Elna uddelt for første gang.

Modtageren blev fotojournalist Oscar Scott Carl, som er ansat ved Sermitsiaq.

Han får prisen for sine kreative og rå billeder og for at have præget mediehuset Sermitsiaqs udseende, skriver TP i en pressemeddelelse.

Medieforbundet bemærker, at Oscar Scott Carl blandt andet har taget billeder fra det historiske møde i USA mellem den grønlandske/danske delegation og den amerikanske udenrigsminister og vicepræsident i januar.

Desuden har han også rejst rundt i Grønland for at lave historier, blandt andet i Østgrønland, hvor han mødte mennesker i øjenhøjde og med åbenhed og respekt, påpeger TP.

- Ved mødet med mennesker og i sin videreformidling af begivenheder, også historiske begivenheder, viser Oscar Scott Carl et anderledes og råt motiv, sagde Erik Olsen på vegne af juryen ved tildelingen af Kajumissaat Elna.

Med prisen anerkendes Oscar Scott Carl for sin faglighed, engagement og den forskel, han gør – både for sine kolleger og for dem der læser og ser nyhederne.

Opkaldt efter afdød journalist

Kajumissaat Elna blev uddelt under generalforsamlingen i Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat lørdag 28. februar.

Det er første gang, efter at prisen blev oprettet på medieforbundets generalforsamling i 2025. Prisen gives til medlemmer, som blandt andet gør en forskel for journalistikken i Grønland.

Kajumissaat Elna er navngivet for at ære afdøde journalist Elna Egede (1953-2024). Hun var kendt for sit journalistiske engagement, skarphed og kritiske sans.

Elna Egede modtog selv TP’s ærespris i 2008 og Carsten Nielsen-legatet fra Dansk Journalistforbund samme år efter at have afsløret politikeres og embedsmænds køb af hjemmestyrets personaleboliger på attraktive adresse i Nuuk til favorable riser langt under markedsprisen.

Powered by Labrador CMS