Sermitsiaq mener: Klynk og virkelighed

»Gennem snart 60 år er der i den bedste mening hvert år overført milliarder af kroner fra danske skatteydere til den lille grønlandske økonomi.

Hver eneste grønlænder, mand, kvinde og barn, fra nyfødt til olding, får hvert år et tilskud fra den danske statskasse, der i pengeværdi svarer til, hvad et halvt hundrede gennemsnitsafrikanere har at leve for i det samme tidsrum.

Det grønlandske samfund slås med en voksende mangfoldighed af problemer: udbredt alkoholisme, familievold, incest, en enestående høj selvmordsrate blandt unge mennesker, mangelfulde uddannelser af børn og unge.

Der er heller ikke i løbet af de ca. 60 år opbygget nogen særlig overbevisende erhvervsstruktur.

Det er alt sammen i sig selv slemt, men det er værre, at de mange store gaver har udviklet en offermentalitet, der slider på værdighed og selvrespekt. Men flæberiet og selvmedlidenheden hjælper ikke, hvis det ikke bliver organiseret og vendt om til vrede og handlinger«.

Søren Mørch i Politiken den 29. Maj 2010

Det er hårde ord, Søren Mørch fyrer af i Politiken, men de holder ikke i dag. I hvert fald ikke for Grønland. Søren Mørch burde rejse en tur herop og se på virkeligheden, før han fortsætter gamle klicheer, som ikke holder i dag, og som kun kan glæde Dansk Folkeparti. Selvfølgelig kan tingene være bedre. Det kan de alle steder også i Danmark. Der er nok ikke noget land i verden, hvor man ikke kan kritisere de sociale forhold.

”Grønlænderne lever i håbet om, at nogen finder et eller andet – olie, metaller, guld, uran – der kan gøre dem rige og uafhængige af den danske stat”. Med den foragt, der ligger i disse bemærkninger, er der jo ikke noget at sige til, at vi ønsker at være uafhængige af Danmark.

Søren Mørch stiller spørgsmålet: ”Hvad skal pæne og anstændige rige mennesker så stille op i stedet for at fortsætte med at give gaver til de ildestedte?” – han mener os.

Men Søren Mørch har en pointe i sit svar på sit eget spørgsmål, nemlig at købe de produkter, der produceres i disse lande uden for EU og USA.

Nu har vi her i Grønland ikke ret meget, som EU og USA vil have, bortset fra alle vore fisk, råstoffer og olie. Men derudover vil de gerne have kontrol med vores geopolitiske placering.

Den værdi, som den placering har, glemmer Søren Mørch.

En udnyttelse af olie og mineraler i Grønland kommer i øvrigt også den danske stat til gode. Så det er vanskeligt at forstå, hvor Søren Mørch vil hen med sin hånlige bemærkning om, at vi lever i håbet om at finde olie, guld og uran. Selvfølgelig vil vi gerne tjene penge på en bæredygtig udnyttelse vore ressourcer.

Men Grønland har også værdi for Danmark i forsvarspolitiske og udenrigspolitiske sammenhænge. Der er ingen, der beder eller trygler om noget. Danmark kan jo bare lade være. Vi er hver eneste krone værd, som Danmark spytter i Landskassen, og vi er også mere værd.

Selvfølgelig har Danmark et ansvar for det område som ligger inden for rigsfællesskabet. Men Danmark lever ikke op til det. Ikke engang på de sidste statslige ansvarsområder, der er tilbage i Grønland, som for eksempel kriminalforsorgen.

Det har intet med klynkeri at gøre, det er blot en erkendelse af virkelighed, at Danmark ikke lever op til sit ansvar og sin egen lovgivning på det område.

Det er heller ikke klynkeri at erkende, at de penge, som Grønland får hvert år, er mindre værd i Grønland end i Afrika. Du kan få mere og andet for pengene i Afrika end i Grønland. Den geografiske beliggenhed og infrastrukturen gør, at alting er væsentlig dyrere. Det er ikke en fair sammenligning.

Kritikken af erhvervsstrukturen er også for let købt. Med det lille marked, der er i Grønland, er det utroligt svært at opbygge et erhvervsliv. Men ud fra de eksisterende forhold går det faktisk meget godt.

Og i de sidste 60 år er der faktisk sket en kolossal udvikling i landet. Alle, der har rejst i landet, kan se den udvikling, der er sket på godt og ondt. Grønland er en velfærdsstat i Arktis.

Men nu når Søren Mørch selv spørger om, hvad det rige EU og USA skal gøre »i stedet for at give almisser til de ildestedte«.

De kan hjælpe på udviklingen i Grønland ved at investere kraftigt i infrastrukturen: Havne, lufthavne, IT, kommunikation samt transport i landet og til og fra Grønland. Det vil gavne udviklingen og erhvervsstrukturen og gøre dagligdagen lettere for en masse mennesker her i landet.

Dette siges uden klynk eller flæberi men er blot en konstatering af virkeligheden.