Se billeder: Forskningsskib blev døbt med pomp og pragt
Der var taler og forfriskninger da Naturinstituttets nye forskningsskib fik sit navn lørdag i Nuuk.
Grønlands nye forskningsskib, Tarajoq (salt) blev officielt døbt lørdag, med deltagelse af politikere, borgere og selvfølgelig forskningsskibets nye "familie" fra Naturinstituttet.
Det 61 meter lange forskningsskib har kostet 235 millioner kroner og repræsenterer Grønlands hidtil største investering i forskning.
Skibet er udstyret med den nyeste teknologi, som gør det muligt for den marine biologiske og geologiske forskning at nå helt nye dybder.
Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling, Naaja Nathanielsen (IA) holdt tale ved arrangementet
- I dag bliver landet beriget med et nyt forskningsskib. Samfundet har investeret 220 mio. kroner i skibet, og Aage V. Jensens Fonde har gavnligt doneret 15. mio. kroner til skibets udstyr. Der skal derfor lyde et stort tak for det. Investeringen vil give afkast til samfundet på flere måder og mange år frem i tiden. Tarajoq bliver en platform for arktisk hav- og klimaforskning og vil dermed bidrage med vigtig viden, ikke kun for Grønland, men også globalt, sagde hun blandt andet.