Satte Erfalasorput på Nordpolen

Han var eventyrer, opdagelsesrejsende, skuespiller, forfatter og meget mere. Ole Jørgen Hammeken var en god repræsentant for Grønland uanset, hvor han kom, og hvem han mødte rundt om i Verden. Han var en globetrotter og mødte utrolig mange mennesker og holdt utallige foredrag om Inuit, Grønland, Arktis og oprindelige folk og deres betydning for Verden.

Han er nok mere kendt ude i den store Verden end i Grønland.

Den 7. november døde han af kræft og blev bisat den 18. november fra Holmens Kirke i København. Han blev efterfølgende begravet på den grønlandske afdeling af Vestre Kirkegård.

Tidligere formand for Naalakkersuisut og Inatsisartut Lars-Emil Johansen er en af dem her i landet, der kender ham bedst.

Han mener, at Ole Jørgen har gjort så meget for Grønland ude i Verden, at hans navn skal på landkortet. Derfor arbejder han nu for, at Stednavnenævnet opkalder verdens nordligste bjergtop ”Kigutit Pingasut” (de tre tænder) i Peary Land efter ham – Hammeken Point eller Hammeken Moutain.

Lars-Emil kalder ham: Uuli Joorut.

Her i denne artikel fokuserer vi på nogle nedslag i hans eventyrlige liv.

Nordpolen og Explorers Club

The Explorers Club i New York har fulgt ham. På deres hjemmeside fortæller de om Ole Jørgen på Nordpolen i 2016, og at det grønlandske flag, som Ole Jørgen satte på Nordpolen, var et meget specielt flag.

”Det særlige ved dette Erfalasorput er, at det har rejst hele vejen fra Qaanaaq til Chukotka, fra Afrika til Centralasien, fra Sibirien til Monaco og nu endelig til Nordpolen," forklarede Ole Jørgen.

Han blev medlem af The Explorers Club i 2008 og er Fellow International. Det er en ærestitel, der gives til internationale opdagelsesrejsende og forskere, som har ydet en særlig indsats inden for udforskning eller feltforskning. Det svarer til et slags æresmedlemskab på højeste niveau.

President Emeritus - The Explorers Club - Daniel Bennett, som kendte Ole Jørgen godt, siger, at han havde visioner og prioriteter, der betød noget i Verden. 

Hammeken Point

Det var i 1998, at Ole Jørgen deltog i en amerikansk ledet ekspedition til Cap Morris Jessup i Peary Land. Ekspeditionens leder var polarforskeren og opdagelsesrejsende Dennis Schmitt.

Ole Jørgen var med på ekspeditionen, og undersøgte havisen for øer og foretog opstigninger.

Bjerget ligger i Roosevelt-bjergkæden i Peary Land, 718,04 kilometer fra Nordpolen.

Vi ved, at Dennis Schmitt har ansøgt om en anerkendelse af navnet, men at det er ikke godkendt af Stednavnenævnet i Grønland.

Så det har Lars-Emil Johansen arbejdet på at få gjort.

Stednavnenævnet bekræftede over for Sermitsiaq, at ansøgningen kom med på mødet den 27. november, men at man var usikker på de oplyste koordinater.

Da artiklen er skrevet før behandlingen af sagen, kender vi ikke resultatet og ved ikke, om bjerget blev godkendt, når du læser denne artikel.

Fangernes opfattelse af Ole Jørgen

Ole Jørgen tilbragte meget tid med fangerne i Qaanaaq, og deres venskab blev meget tæt efter National Geographic Pristine Seas ekspeditionen i 2015, hvor han var foran kameraet. Han tilbragte meget tid med fangerne Peter Avike og Rasmus Avike, som han kørte på hundeslæde med.

Rasmus Avike fortæller om Ole Jørgens slædeture, at han ”var en erfaren og dygtig rejsende, som altid rejste sikkert og roligt”. 

Avike-brødrene betragtes som nogle af de stærkeste og respektere fangere i Qaanaaq i dag.

Empati for andre

Ole Jørgen mødte en masse forskellige mennesker rundt om i verden - kendte og ukendte og som Lars-Emil Johansen siger:

– Jeg beundrer Uuli Jooruts empati for andre mennesker, og den måde han var på over for alle, han mødte på sin spændende vej gennem livet. Høj som lav, fangeren fra Uummannaq eller Qaanaaq, den tidligere franske præsident Jacques Chirac, en rigmand fra USA, fyrst Albert af Monaco, indianeren i Andes Bjergene eller den kendte polarforsker og professor Jean Malaurie i Paris. Han talte med dem alle i øjenhøjde, og de kunne lide ham for det menneske, han var, siger Lars-Emil og tilføjer:

– Han forstod at akklimatisere sig på alle områder, uanset hvor han var i Verden.

– Jeg kunne følge ham i Uummannaq, hvor han kom meget tæt på fangere og fiskere, som han fulgte på sin egen hundeslæde. Han kom jo fra Nuuk og Paamiut og talte vestgrønlandsk. Men i Uummannaq oplevede jeg flere gange, at Uuli Joorut skiftede over til Uummannaq dialekt.

Fyrsten af Monaco

Prins Albert af Monaco blev en speciel ven.

Han tog med Ole Jørgen på "inkognito-hundeslædeekspeditionen" fra Uummannaq til Ummannatsiaq, hvor de boede i det gamle eskimoiske tørvehus og talte om livet.

Prins Albert besøgte Uummannaq i 2009 for at deltage i indvielsen af Uummannaq Polar Institute sammen med Jean Malaurie.

I 2016 tildelte prins Albert en særlig medalje til Ole Jørgen på Oceanografimuseet i Monaco for hans præstationer inden for arktisk udforskning og hans arbejde for de arktiske oprindelige folks rettigheder.

Rundt om Nordpolen i åben jolle

En af de større ekspeditioner var turen rundt om Nordpolen i en åben Poca Jolle. Ekspeditionen varede ti år fra 2008 til 2018. Ole Jørgen var med i otte år fra 2010 til 2018.

Ekspeditionen blev ledet af Anders Bilgram, der har skrevet bogen ”Eventyrlig ishavsfærd – 26.000 kilometer i åben båd rundt om Nordpolen”.

I en personlig hilsen til Ole Jørgen skriver han på bogens titelside: ”Du var den store frygtløse arktiske bjørn på vores eventyrlige sejlads, hvor du med din farverige personlighed og store naturlige nysgerrighed på kulturer og mennesker var med til at gøre ekspeditionen til noget helt særligt”.

Han sejlede rundt om Ishavet, ligesom sin helt Knud Rasmussen, men han kom endnu længere – gennem Beringstrædet til Chukotka og Sibirien hele vejen til Barentshavet og Hvidehavet, ved Ruslands vestlige kant.

The Explorers Club i New York spurgte, hvorfor det tog så lang tid: "Kunne I ikke have gjort det hurtigere?" Ole Jørgen svarede: ”Nej, for der var mennesker undervejs”.

- Hans ekspeditioner handlede ikke om hastighed. De handlede om mennesker – dem, der boede på steder så afsidesliggende, at kortene glemte dem. Han stoppede i hver eneste bosættelse og lyttede, fortæller hans samlever Galya Morrell.

Mange oplevelser

Der er flere nedslag i hans eventyrlige liv, som Galya Morrell fortæller om:

- I 2013 tog Ole Jørgen på en tre måneder lang ekspedition ind i den sibiriske taiga i Sakha (Yakutia)-regionen i Sibirien.

- Han ville dokumentere, hvad der skete – ikke kun med naturen, men med de mennesker, hvis liv er knyttet til den. Han rejste med de indfødte, der lever side om side på taigaen. Vi optog kilometervis af film, indspillede historier, sange og dagligdagen – og så, som folk ofte gør, sagde vi: ”Vi afslutter filmen senere, når vi ikke kan rejse hårdt længere”.

- Nu afslutter jeg den – for ham, siger Galya i dag til Sermitsiaq.

Lys og håb til Kuldepol

- I 2014 ledte han Kuldepol-ekspeditionen – fra februar til slutningen af juni. Kuldepolen ligger i Oymyakon, en lille bosættelse i Yakutien, kendt som det koldeste permanent beboede sted på Jorden, langs den berygtede Knoglevej.

- Den lige linje fra Yakutsk til Oymyakon er omkring 1.500 kilometer, men Ole Jørgen rejste aldrig i lige linjer. Han zigzaggede gennem små bosættelser og opholdt sig hos folk i dagevis. I alt var hans rejse over 4.000 kilometer – med rensdyr, på ski, til fods og i en gammel, renoveret ambulance – med ti indfødte børn, de fleste af dem forældreløse fra fjerntliggende landsbyer.

- Om vinteren falder temperaturerne der regelmæssigt til –65°C. Skolerne lukker kun, når det bliver koldere end –55°C – den slags steder, hvor selv termometrene giver op, før folk gør.

- Ideen med ekspeditionen var at bringe lidt lys – og håb – til børn, der levede i næsten fuldstændig isolation i halvdelen af året, afskåret af smeltende is og afstand, fortæller hans samlever.

Baikal og Amazonas

- I 2015 krydsede han Baikalsøen med hundeslæde og ski – igen med indfødte børn. Endnu engang blev rejsen en bevægende scene: Børnene komponerede musik på den frosne sø med is og træ som instrumenter. Ekspeditionen fortsatte ind i 2016 og nåede helt til den mongolske grænse, fortæller Galya og fortsætter:

- I 2022 og 2023 tilbragte Ole Jørgen syv måneder dybt inde i Amazonas-junglen, hvor han boede sammen med koguierne – jaguarfolket. Hans drøm var at bygge en kulturel bro mellem Amazonas og Grønland. Kogui-ældste og shamaner, der så noget beslægtet i ham, gav ham endda en bygning til at etablere det, de kaldte "den grønlandske ambassade” midt i Selvaen.

Vore egne helte

Lars-Emil Johansen mener, at vi altid har haft svært ved at fejre vore egne helte.

– Uuli Joorut var en grønlandsk helt, og det skal vi markere. Han var en flot repræsentant for Grønland. Han har holdt utallige foredrag om inuit og Arktis i hele verden. Og gjort et meget flot stykke arbejde for vor kultur, som bør anerkendes, siger Lars-Emil, der selv har mødt mennesker fra hele verden, som har fortalt om deres beundring for Ole Jørgen.

– Jeg har fulgt hans mange rejser og er meget imponeret over hans evne til at klare kampen mod alle slags udfordringer, som han stødte ind i på sin vej.

– Han har været mange steder i Arktis, og ja jeg har sammenlignet ham med Knud Rasmussen. Men jeg har også sagt, at han nu er sin egen, at han har gjort det så godt, at han ikke behøver at sammenligne sig med nogen – heller ikke med Knud Rasmussen – du er Uuli Joorut Hammeken, sagde jeg til ham.