Salutskud til ære for dronning Margrethe
Arktisk Kommando vil i dag holde en tradition i hævd i forbindelse med dronning Margrethes 81 års fødselsdag.
Klokken 12.00 vil inspektionsskibest Thetis affyre tre salutskud ud for Kolonihavnen i Nuuk. En gammel tradition som Forsvaret blandt andet bruger til at markere højtideligheder.
Dronning Margrethe kan ikke fejre sin fødselsdag på normal vis på grund af coronarestriktionerne.
- Dronningen kommer ikke ud på balkonen under vagtskiftet på Amalienborg klokken 12. I stedet fejrer hun dagen privat på Fredensborg Slot, skriver Ritzaus Bureau. Det er imidlertid muligt at hylde dronnningen digitalt via hjemmeisden kongehuset.dk, hvor man kan skrive en personlig hilsen til dronningen.
Dronning Margrethe har i anledningen af sin fødselsdag givet et interview til radiokanalen P1, hvor sproget blev et centralt emne, fortæller Adrian Hughes, som interviewede dronningen.
Hader sproglige genudsendelser
- Hun hader at genudsende sig selv, så hun forsøger hele tiden at finde på nye måde at udtrykke sig på. Hun siger bogstaveligt talt, at ordene ikke må trække skind som sovs i en vindueskarm. Andre må ikke få en fornemmelse af, at hun trækker ordene op af en bøtte, fortæller Adrian Hughes til Ritzaus Bureau.
Foruden at tale et distinkt dansk og besidde et stort ordforråd er dronningens sprog meget fantasifuldt, mener radioværten.
Forpjusket hejreunge
- Hun finder meget nøjagtige billeder på det, hun gerne vil formidle. Hvis man skulle beskrive H.C. Andersen, kunne man så kalde ham en stork? Nej, siger hun, han var mere som en forpjusket hejreunge.
- Det er en præcision i de sproglige billeder, hun bruger, som er meget enestående, mener Adrian Hughes om fødselaren.