Særlig politienhed skal have beføjelser i Grønland - kan føre til flere opklaringer

En enhed med særlige kompetencer inden for blandt andet økonomisk kriminalitet får beføjelser i Grønland, hvis et nyt lovforslag vedtages i Folketinget. Ændringen er en styrkelse af politiets muligheder for at opklare særligt komplekse sager her i landet, vurderer politidirektør.

- Jeg forventer derfor, at NSK i Grønland vil bidrage til, at vi som samlet politi- og anklagemyndighed bliver endnu bedre til at håndtere sager på disse specialområder, hvilket bl.a. vil betyde, at flere sager bliver opklaret, udtaler politidirektør i Grønlands Politi, Bjørn Tegner Bay.

Justitsministeriet i Danmark har i sidste uge sendt et lovforslag i høring, som vil give politienheden 'National Enhed for Særlig Kriminalitet' (NSK) beføjelser i Grønland.

Enheden blev oprettet i januar 2022 og efterforsker og strafforfølger i nogle af de mest ressourcetunge og komplekse sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og it-kriminalitet i Danmark.

Den betjening skal altså udvides til også at omfatte Grønland, og hos Grønlands Politi er man glade for udsigten til, at NSK får selvstændige beføjelser i Grønland.

Særlige kompetencer indenfor økonomisk og it kriminalitet

Politidirektør Bjørn Tegner Bay kalder NSK for 'slagkraftig', og han forventer på visse områder mærkbare ændringer, fordi NSK opbygger nogle special kompetencer, som kan være svære at opretholde i de enkelte politikredse.

- Det er eksempelvis indenfor komplekse sager vedrørende økonomisk og IT-relateret kriminalitet, udtaler Bjørn Tegner Bay og fortsætter:

- Jeg forventer derfor, at NSK i Grønland vil bidrage til, at vi som samlet politi- og anklagemyndighed bliver endnu bedre til at håndtere sager på disse specialområder, hvilket blandt andet vil betyde, at flere sager bliver opklaret.

Andre ting fortsætter som vanligt

Politidirektøren forklarer også, at på nogle områder betyder ændringen ikke det store i praksis:

- En del af NSK er de velkendte afdelinger i Rigspolitiet som eksempelvis Nationalt Kriminalteknisk Center, der er overført fra Rigspolitiet til NSK. Vi vil modtage kriminalteknisk assistance på helt samme måde både før og efter lovændringen, udtaler politidirektøren.

Lovforslaget om NSK indeholder også en opdatering om lovgivning i mod hvidvask af penge, hvor NSK også kommer til at spille en hovedrolle i det arbejde.

Powered by Labrador CMS