Særlig politi-enhed skal bekæmpe seksuelle overgreb
Seks af de 16 anbefalinger fra det grønlandsk-danske samarbejde om styrket indsats for udsatte børn og unge fokuserer på styrket politiarbejde for ofre for seksuelle overgreb.
Der skal oprettes en dedikeret enhed i Grønlands Politi til bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn. Formålet er en hurtig og effektiv håndtering af sager om seksuelle overgreb mod børn og unge.
Sådan lyder anbefalingen fra arbejdsgruppen, der det seneste år har beskæftiget sig med løsningsmuligheder for udsatte børn og unge i Grønland.
- De mange seksuelle overgreb har vidtrækkende konsekvenser for ofrene, deres pårørende og for det grønlandske samfund som helhed, lyder det i rapporten, der understreger problematikken om, at offer og gerningsmand ofte kender hinanden i sager om seksuelle overgreb i Grønland.
Dette faktum har Grønlands Politi behandlet i sin kortlægning af seksuelle overgreb i Tasiilaq sidste år. I rapporten lyder det, at der oftest er en forudgående relation mellem forurettede og gerningsperson, og at piger i alderen 10-14 år er mest udsatte.
Endnu større fokus på sagerne
Enheden skal ifølge anbefalingen bestå af en politikommissær, en anklager, ni betjente, en akademisk medarbejder samt en administrativ medarbejder. Denne enhed skal arbejde med sager om seksuelle overgreb mod børn og unge, og planen er, at der skal være et tæt samarbejde med ofrene og ofrenes pårørende:
- Med henblik på at sikre en bedre håndtering af de børn og unge, som har været udsat for seksuelle overgreb, vil der i alle sager udpeges en kontaktperson fra enheden, som ofre og pårørende kan kontakte for at få rådgivning og orientering om sagens status, lyder det.
Enheden skal arbejde med visitering, screening, videoafhøringer af ofrene og indsamling af beviser, og skal samtidig kunne assistere det lokale politi på stationer på kysten.
Den grønlandsk-danske arbejdsgruppe har udarbejdet i alt seks anbefalinger for retssikkerheden for børn og unge, der er blevet udsat for seksuelle overgreb.
Anbefalingerne lyder:
- Forhøjelse af foranstaltningsniveauet i sager om voldtægt af børn ved samleje og andet seksuelt forhold.
- Etablering af dedikeret enhed i Grønlands Politi med fokus på seksuelle overgreb.
- Oprettelse af programindsats i Kriminalforsorgen i Grønland for indsatte dømt for seksualforbrydelser.
- Etablering af behandlingspladser i Anstalten i Nuuk.
- Kriminalforsorgen i Grønland optages i Behandlingsnetværket.
- Etablering af et behandlingscenter til krænkere efter afsoning eller uden dom.