Så meget hash har politiet beslaglagt
Grønlands Politi har beslaglagt samlet 97,4 kilo hash i løbet af 2021. Det er en tredobling i forhold til året før.
Grønlands Politi har haft et forrygende travlt år i 2021. Det viser årsstatistikken.
Politiet har beslaglagt i alt 97,4 kilo hash i løbet af 12 måneder. Det er en tredobling i forhold til 2020, hvor politiet har beslaglagt i alt 26,77 kilo hash.
Mængden af hash, der er beslaglagt i 2021, ligger også over gennemsnittet de seneste fem år, oplyser politiet i deres årsstatistik.
- Inden for narkotikakriminalitet er det fortsat hash, der udgør langt hovedparten af sagerne. Politiet har i den forbindelse et godt og tæt samarbejde med toldmyndighederne. Der blev i 2021 beslaglagt 97,4 kg. hash, hvilket ligger væsentligt over gennemsnittet for de sidste 5 år på ca. 64 kg, lyder det i årsstatistikken.
Ifølge årsstatistikken har Grønlands Politi registreret i alt 413 sager om overtrædelse af euforiserende stoffer på landsplan. Halvdelen af sagerne, 213 af dem, er oprettet i Nuuk, hvor i alt 55 kilo hash er beslaglagt. I Kangerlussuaq er der registreret 57 sager, hvor 21,4 kilo hash er beslaglagt.
Store pengebeløb
Udover beslaglæggelser af hash har Grønlands Politi også konfiskeret et svimlende pengebeløb på 8,8 millioner kroner i løbet af 2021. En enkelt sag i Qaqortoq står for langt størstedelen af det samlede beløb. Her er der fundet godt otte millioner kroner. Af de penge er cirka 230 tusinde kroner bralsglagt i euro.
I Nuuk er der konfiskeret over 600.000 kroner på et år.
Konfiskering af kontanter ligger også noget højere end året før, hvor politiet konfiskerede samlet 5,9 millioner kroner.
Det er ikke kun hash, der er i omløb i Grønland. Også andre euforiserende stoffer er blevet fundet og beslaglagt af politiet i 2021.
- Der er bl.a. beslaglagt kokain, ecstasy, amfetamin og LSD. I forhold til hash udgør dette dog fortsat små mængder, men det synes at være en stigende tendens, skriver politiet.