Rusland: Vi tager ikke til møde med USA med udstrakt hånd
USA og Rusland indleder mandag møder om Ukraine, men amerikansk udenrigsminister venter ikke gennembrud.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, venter ikke noget gennembrud, når repræsentanter for USA og Rusland mandag indleder forhandlinger i den schweiziske by Geneve om Ukraine.
USA og dets allierede i Europa frygter, at Rusland planlægger at invadere Ukraine.
- Jeg tror ikke, at vi vil se noget gennembrud i den kommende uge. Vi vil være i stand til at lægge ting på bordet. Russerne vil gøre det samme, og så må vi se, om der er et grundlag for at gå videre, siger han til CNN.
Den russiske forhandler bliver viceudenrigsminister Sergej Rjabkov, og han siger søndag til det russiske nyhedsbureau Ria Novosti, at Rusland ikke møder op med en udstrakt hånd, men med klart formulerede krav.
- Rusland tager ikke dertil med en udstrakt hånd, men med en klart formuleret opgave, som må løses, siger han.
Han henviser til en række forslag, som den russiske regering tidligere har afleveret til USA.
Præsident Joe Bidens regering har allerede ladet forstå, at en række af disse krav er uspiselige for USA. Herunder at det provestlige Ukraine aldrig må blive en del af Nato.
USA anser det også for utåleligt, at Rusland nu i flere måneder har opstillet 100.000 eller flere soldater ved sin grænse til Ukraine og samtidig har raslet med sablen over for både Ukraine og Nato.
Rjabkov gentog søndag kravet om, at Nato ikke gør flere lande på Ruslands dørtrin til medlemmer af alliancen. Moska vil have "garantier", som han formulerede det.
- Baseret på de signaler, vi har hørt fra Washington og Bruxelles de seneste dage, så tror jeg, at det vil være naivt at formode, at der vil være fremskridt, og slet ikke hurtige fremskridt, siger han om forventningerne til mødet i Geneve.
Hvis det skulle ende med et russisk angreb på Ukraine, så har USA og EU truet med ødelæggende økonomiske sanktioner mod Rusland, herunder at lukke landet ude af det internationale banksystem.
De russiske forslag til forhandlingerne i Geneve er ikke kendt i sin helhed. Men det kan blandt andet også handle om oplæg til nye forhandlinger om atomnedrustning og demilitarisering.
Frankrigs europaminister, Clement Beaune, udtrykker søndag utilfredshed med, at EU ikke er inviteret med til forhandlingerne i Geneve.
- Europæerne burde ikke være fraværende ved forhandlingsbordet, siger han ifølge Reuters.
/ritzau/dpa