Royal Greenland lukker indhandlingsanlæg

Krise i torskefiskeriet betyder, at Royal Greenland må lukke tre anlæg.

Offentliggjort

Royal Greenland begrunder dels beslutningen med, at der er for få torsk, at kvaliteten af fisken er for ringe, og at prisen på råvaren er dalet kraftigt.

Det gør det umuligt at skabe rentabel drift på de fleste af de indhandlingsanlæg, som Royal Greenland overtog fra Arctic Green Food i 2007.

Royal Greenland har derfor besluttet helt at nedlægge tre tidligere Arctic Green Food anlæg i Kangaatsiaq, Niaqornaasuk og Ikerasaarsuk.

I 2007 overtog Royal Greenland i alt 10 anlæg fra KNI-datterselskabet uden tilskud fra hjemmestyret. To anlæg, der ligger i henholdsvis Sarfannguit og Itilleq ved Sisimiut, er i dag forpagtet til Sisimiut Fish Aps, mens Royal Greenland beholder anlæggene i Nuuk og Kangaamiut. Disse alæg fortsætter med at producere til hjemmemarket.

Royal Greenlands koncernchef, Flemming Knudsen, erkender, at det ikke er lykkedes for selskabet at drive anlæggene. Royal Greenland har lidt et tab på 20 millioner kroner i regnskabsåret 2007/2008, og koncernen har derfor besluttet at lukke de tre indhandlingsanlæg.

Royal Greenland begrunder desuden lukningen med, at virksomheden overtog et produktionsapparat, der ikke var vedligeholdt, samt at bygningerne var nedslidte. Det meste af arbejdet på anlæggene blev desuden udført ved håndkraft, og det gjorde udgifterne til lønninger store.

Indhandlingen på de tre anlæg stopper den 28. februar.

Andre tidligere Arctic Green Food anlæg bliver også berørt. Indhandling af alt andet end stenbiderrogn stopper i Arsuk, Qeqertarsuatsiaat og Atammik efter den 28. februar. Efterfølgende vil anlæggende kun være åbne i forbindelse med stenbiderrognsæsonen, der typisk varer fra april til maj.

Powered by Labrador CMS