Risiko for tsunami: 22 husstande ønsker at flytte væk

I alt 22 husstande ønsker at flytte væk fra området ved Karrat på grund af risiko for tsunami. Ti husstande har allerede accepteret tilbud om anden bolig og er dermed allerede flyttet.

Offentliggjort

Seneste undersøgelser af risiko for tsunami i Uummannaq-fjorden viser, at især to bygder står i overhængende fare, hvis fjeldet i Karrat skulle skride igen.

Det er bygden Niaqornat med 35 indbyggere og Qaarsut, der har 170 indbyggere.

I forbindelse med fremlæggelsen af risikovurderingen fra GEUS og norske forskere kom det frem, at borgere i de udsatte områder tilbydes en bolig et andet sted, så frem de ønsker at fraflytte deres hjem grundet tsunamirisiko.

38 personer vil flytte

I alt 22 husstande har benyttet sig af tilbuddet og tilkendegivet, at de ønsker at flytte, lyder det i et paragraf-37 svar fra Naalakkersuisoq for miljø Kalistat Lund til Inatsisartutmedlem Karl Tobiassen (S).

- Departementet for boliger og infrastruktur har indhentet oplysninger fra INI A/S. INI oplyser den 17. december, at 22 husstande har tilkendegivet ønske om flytning på grund af tsunami-risikoen og har fået tilbud om anden bolig, lyder svaret.

- 10 husstande har accepteret de tilbudte boliger og er flyttet. I de 10 husstande bor 3/4 ifølge INI 14 voksne og 11 børn. Der er 5 husstande, som venter på at flytte til deres nye ønskebolig. De omfatter 10 voksne og tre børn.

Det er ikke oplyst, hvilke bygder eller byer, husstandene oprindeligt kommer fra.

Ingen dækning til Illorsuit og Nuugaatsiaq

Siden tsunamien i 2017 har Illorsuit og Nuugaatsiaq været ubeboet. Inatsisartutmedlem Karl Tobiassen stiller spørgsmål til Naalakkersuisuts planer om at genetablere forbindelse til telefoni og internet i de to bygder.

Her svarer Naalakkersuisoq for miljø, at Tusass ikke er forpligtet til at sikre telefoni- og internetdækning i ubeboede områder, og at Naalakkersuisut ikke har truffet beslutning om emnet.

- Tusass oplyste i 2018, at Tusass allerede dengang ikke kunne tage de to basestationer i Illorsuit og Nuugaatsiaq i brug igen, dels fordi der ikke længere er produktion af strøm fra bygdernes elværker, dels fordi bygderne ikke blev opgraderet i forbindelse med Tusass' udrulning af 4G til hele Grønland. Denne situation er uændret, lyder forklaringen i svaret.

Naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund understreger i sit svar, at status på især Illorsuit betegnes fortsat som meget høj risiko for alvorlige fjeldskred og at der dermed er uændret meget høj risiko for tsunami.

Fire personer mistede livet under tsunamien i Uummannaqfjorden i 2017.

Powered by Labrador CMS