Restriktioner træder i kraft i Kangerlussuaq
Der er fundet smitte i Kangerlussuaq, og derfor underlægges bygden restriktioner i form af krav om brug af mundbind og visir.
Af torsdagens smittetal fremgår det, at der er fundet 12 smittede i Kangerlussuaq det seneste døgn.
I en pressemeddelelse oplyser Landslægeembedet torsdag eftermiddag, at fundet af smitte betyder, at der nu gælder restriktioner i bygden. Det bliver dog udelukkende krav om brug af mundbind og visir, lyder det:
- Grundet den aktuelt begrænsede testkapacitet i Kangerlussuaq er det udelukkende kravet om brug af mundbind eller visir i byer og bygder med Covid-19 smitte, der i øjeblikket gør sig gældende, skriver Landslægeembedet i meddelelsen.
Embedet opsummerer reglerne således:
I byer og bygder, hvor der inden for de seneste 14 dage er konstateret smitte med Covid-19 med ukendte smittekæder, skal personer på 12 år og derover benytte mundbind eller visir i forbindelse med at de:
- Befinder sig i lokaler hvortil offentligheden har adgang.
- Udfører arbejde som ansatte i detail- og servicebranchen, når de har kundekontakt.
- Befinder sig i offentlige transportmidler, herunder busser og taxaer.
- Det betyder, at kravet f.eks. også finder anvendelse i kirker og butikker.
Der er følgende undtagelser fra reglerne:
- Kravet om mundbind eller visir gælder ikke personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
- Ansatte i detail- og servicebranchen kan i stedet for mundbind eller visir anvende plastikskærm, som afskærmer kontakten mellem kunde og den ansatte.
- Mundbind og visir må endvidere fjernes helt eller delvist f.eks.:
- Under indtagelse af mad og drikke.
- Under indtagelse af medicin.
- Under samtale med personer, der mundaflæser.
- Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
- Hvis politiet skal foretage identifikation.
- Under sportsudøvelse.