Rekordmange elever starter på Arktisk Basisuddannelse
38 unge er nu samlet i Kangerlussuaq. I løbet af det næste halve år vil deres mentale og fysiske evner blive afprøvet under uddannelsen.
Under en af elevernes øvelser.Foto: Forsvaret
Andreas WilleAndreasWillejournalist
Offentliggjort
Kangerlussuaq mangler i øjeblikket ikke unge, der er interesserede i at uddanne sig. Det tredje hold på den Arktisk Basisuddannelse siden opstarten i 2024 er netop begyndt. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Forsvarschefen vurderer uddannelsen som en succes.
- Jeg er rigtig glad for, at Arktisk Basisuddannelse er en succes, fordi den giver unge grønlændere mulighed for at uddanne sig videre, hvilket på sigt kan føre til ansættelse i Forsvaret i Grønland, siger Michael W. Hyldgaard.
Nogle af dem, der lige er begyndt på skolebænken.Foto: Forsvaret
Tidligere elever godt i gang
Uddannelsen varer seks måneder. Den åbner flere muligheder for videregående uddannelse. Mulighederne for videreuddannelse kan blandt andet bruges inden for Forsvaret, politiet eller uddannelser med relation til beredskab.
Annonce
- Tidligere elever har for eksempel fået optagelse på politiskolen, i brandvæsnet og kriminalforsorgen i Grønland og flere er også i gang med videre uddannelse og karriere i Forsvaret. Ambitionen er, at eleverne bidrager til robustheden i Grønland, og det er der gode eksempler på, siger chefen for Arktisk Basisuddannelse, Mathias la Cour Vågen.
Sermitsiaq ville gerne interviewe nogle af eleverne, men det var ikke muligt før uge 35, lød svaret derfra. Begrundelsen var, at Forsvaret har besluttet, at eleverne i den første periode skal fokusere på deres uddannelse.
I Forsvarets historie kan man dog læse, at en elev, som ikke nævnes ved navn, var spændt dagen før opstart.
- Jeg har ikke sovet i nat, citeres eleven for at sige.
Uddannelsen har plads til 50 elever. 38 begyndte. Der ligger dog en naturlig forklaring, fortæller Forsvaret til Sermitsiaq:
- 50 elever er blevet tilbudt optagelse på Arktisk Basisuddannelses hold tre. 46 takkede ja. Men i perioden fra tilbud om optagelsen til opstarten er flere desværre faldet fra. Der var 105 der søgte ind på Arktisk Basisuddannelses hold tre.
- Arktisk Kommando vil fremover arbejde på at mindske frafaldet i perioden inden opstarten, skriver Arktisk Kommando.
Kan du finde en drikkedunk mellem støvlerne?Foto: Forsvaret