Qeqqata Kommunia får fire nye medlemmer i chefgruppen

Dorthe Løvstrøm Mathiesen, Charlothe Petersen Mørkhøj, Laasi Kristiansen og Ole Thorleifsen får centrale ansvarsområder i kommunens administrative ledelse.

- Vi ser frem til et godt samarbejde med de nye medlemmer af ledergruppen og håber at I vil tage godt imod vores nye kollegaer i organisationen, skriver kommunen.
Offentliggjort

Qeqqata Kommunia har netop ansat to direktører samt to fagchefer. Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Direktør for økonomi og erhverv i Avannaata Kommunia, Dorthe Løvstrøm Mathiesen, er blevet ansat af Qeqqata Kommunia.

- Det er med stor glæde, at vi kan byde Dorthe Løvstrøm Mathiesen velkommen som ny direktør for Økonomi og Uddannelse med tiltrædelse den 1. august 2026.

- Med sit indgående kendskab til kommunal økonomistyring, landets økonomisystemer og mangeårige erfaring med direktionsarbejde tilfører hun stærke kompetencer til kommunens øverste ledelse,  skriver Qeqqata Kommune.

Kommunen har desuden også ansat en direktør for velfærd. Den nuværende direktør for området,  Paneeraq Olsen, vil blive afløst, oplyser kommunen. Charlothe Petersen Mørkhøj bliver direktør for velfærd fra 1. september.  

- Charlothe Petersen Mørkhøj har indgående kendskab til det sociale område i hele landet. Hun er adjunkt ved Ilisimatusarfik, hvor hun underviser socialrådgiverstuderende. Hun brænder for socialområdet og ønsker at bidrage til, at medarbejderne får den nødvendige faglige sparring.

To fagchefer også ansat

Qeqqata Kommunia har ud over ansættelsen af to nære samarbejdspartnere til kommunaldirektør Hans Christian Sværd, også ansat to fagchefer.

Laasi Kristiansen er blevet ansat som fagchef for teknik og miljø i Sisimiut i midten af juni.

- Laasi Kristiansen har et indgående kendskab til teknik- og miljøområdet. Han har tidligere arbejdet som anlægsmedarbejder og har siden opbygget solid erfaring fra rådgiverbranchen, senest som anlægschef. Hans faglige indsigt og erfaringer bliver et vigtigt bidrag til den fortsatte udvikling af området, skriver kommunen.

Derudover tiltræder Ole Thorleifsen som uddannelseschef i Maniitsoq den 11. august.

- Ole Thorleifsen er uddannet lærer og har en Master i International Studies in Education fra England. Han er i dag ansat som lærer på Atuarfik Kilaaseeraq og bringer både stærke pædagogiske kompetencer og et internationalt perspektiv med sig til stillingen med mange års erfaring indenfor ledelse og uddannelsesområdet, skriver Qeqqata Kommunia.

Powered by Labrador CMS