Qeqertaliks kommunalpolitikere brugte 425.000 kroner på deres møde
Medlemmer af Kommune Qertaliks kommunalbestyrelse og bygdebestyrelser holdt møde i juni i Qeqertarsuaq. Sermitsiaq har undersøgt, hvad møderne har kostet kommunen. Borgmesteren vurderer, at mødet vil være til gavn.
De folkevalgte spiste middag på byens hotel for 19.656 kroner på én aften.
Foto: Leiff Josefsen
Folkevalgte til kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik og bygdebestyrelserne mødtes og holdt møde i Qeqertarsuaq kort før sommerferien. På møderne deltog også kommunaldirektøren og økonomidirektøren, fremgår det af dokumenter, som Sermitsiaq har fået adgang til.
Under opholdet i Qeqertarsuaq deltog 14 medlemmer af kommunalbestyrelsen og 11 medlemmer af bygdebestyrelserne, fremgår det af kommunens orientering.
Medlemmerne af kommunalbestyrelsen var i Qeqertarsuaq fra den 8. til og med den 11. juni. Medlemmerne af bygdebestyrelserne var i Qeqertarsuaq en dag kortere og rejste hjem den 10. juni.
Kommunalbestyrelsen holdt ordinært møde i Qeqertarsuaqs forsamlingshus den 11. juni. De folkevalgte mødtes samlet dagen inden, for at drøfte forhold i kommunen. Der var også en seminar om budget for det kommende år.
De emner, der blandt andet blev drøftet, var: Affaldshåndtering, fremtidig udvikling og mulige udfordringer, anlægsprojekter samt brandvæsen.
En gennemgang af dokumenter viser, at de folkevalgte og embedsmændenes ophold i Qeqertarsuaq kostede kommunen 425.136,03 kroner.
Fordeling af udgifterne
Rejsen for de kommunalpolitikere og embedsmændene fra deres hjembyer til Qeqertarsuaq og hjemrejsen fra Qeqertarsuaq samt deres ophold i Qeqertarsuaq kostede i alt 349.859 kroner. I dette beløb indgår en regning til kommunen på 17.500 kroner fra den transportør, der egentlig skulle have stået for transporten, fordi der ikke blev givet besked om, at den tidligere indgåede transportaftale ikke længere skulle benyttes.
De folkevalgte og embedsmændenes dagpenge udgjorde på de dage 30.084,19 kroner.
Kommunen lejede også en ekstern tolk. Det kostede 23.000 kroner. Dette beløb dækker vedkommendes arbejde og rejse.
De folkevalgte drak også sodavand, mens de en aften spiste burgere, pasta og fish n' chips på hotellet i Qeqertarsuaq, Hotel Disko Island. Kommunen brugte 19.656 kroner på hotellet den aften.
Der blev også købt forfriskninger til de folkevalgtes samværsmøde i Pilersuisoqs butik i byen. De kostede 2536,84 kroner.
Borgmesteren: Vores møde vil være gavnligt
I Kommune Qeqertalik afholder kommunalbestyrelsen normalt møder via kommunikationsforbindelser. Men to gange om året er det en tradition, at de folkevalgte mødes fysisk og holder møde sammen, oplyser borgmester Simigaq Heilmann (D) til Sermitsiaq.
- Når vi mødes fysisk og holder møde og drøftelser sammen, får vi stor indsigt i de daglige forhold, som de folkevalgte på de enkelte steder kender meget indgående.
- Et fysisk møde er meget udbytterigt i forhold til prioritering og bevillinger til næste års budget, og det vil samlet set komme Kommune Qeqertalik til gavn, skriver borgmesteren.