Qeqertalik: Undersøgelse af skiliftbyggeri fortsætter
Skiliftbyggeriet er foregået nøjagtig efter anvisningerne på byggetegninger, og Kommune Qeqertaliks udmelding om byggesjusk er ikke korrekt, siger entreprenøren, der byggede skiliften.
Men kommunen fastholder, at undersøgelserne af byggeriet skal fortsætte, skriver avisen Sermitsiaq.
Entreprenørselskabet Sannassisoq Aps., der har afdelinger i Qeqertarsuaq og Ilulissat, har bygget den medieomtalte skilift i Qeqertarsuaq.
Senest har Ane Hansen (IA), der er borgmester i Kommune Qeqertalik, rettet en kraftig kritik af byggeriet, hvor hun blandt andet sagde, at der var uregelmæssigheder i byggekonstruktionen.
Hendes udsagn var baseret på undersøgelsesresultaterne, som ingeniørfirmaet Inuplan A/S og VVS/KBK Qasigiannguit har foretaget for kommunen i september 2019.
Men rapporten, som ingeniørfirmaet har udarbejdet umiddelbart efter undersøgelserne, er misvisende og utroværdig, mener Knud Andersen, der ejer Sannassisoq Aps.
Læs hele balladen om skiliften i ugens Sermitsiaq: