Qatar: Våbenhvile i Gaza begynder fredag morgen
Våbenhvile i Gazastriben indledes fredag morgen. Om eftermiddagen frigives de første gidsler, siger Qatar.
En omfattende fire dage lang våbenhvile, der gælder både den nordlige og sydlige del af Gazastriben, indledes fredag klokken 07.00 lokal tid.
Det oplyser en talsmand for Qatars udenrigsministerium, Majed al-Ansari, torsdag ifølge Reuters.
Det er klokken 06.00 dansk tid.
En liste med navne på gidsler, der skal frigives fra Gazastriben, er modtaget, tilføjer han.
De første 13 civile gidsler bliver efter planen frigivet fredag klokken 16, tilføjer talsmanden. Det er klokken 15 dansk tid.
Alle 13 er kvinder og børn fra de samme familier, siger al-Ansari.
- Hver dag vil der være et antal civile, som frigives, ifølge aftalen vil være i alt 50 i løbet af de fire dage, siger han.
Gidslerne vil blive udleveret til Røde Kors for at garantere en sikker udlevering, tilføjer talsmanden på et pressemøde.
Israels regering bekræfter, at den ligeledes har modtaget en liste med navne på de gidsler, der efter planen vil blive frigivet i de kommende fire dage.
Myndighederne er i kontakt med familierne til gidslerne, oplyser premierminister Benjamin Netanyahus kontor ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tidspunkterne for, hvornår kamphandlingerne ophører og gidslerne frigives, er ikke umiddelbart bekræftet af Israel.
Men den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse bekræfter ifølge AFP, at kamphandlingerne stopper klokken 07.00 lokal tid.
Al-Ansari siger videre, at humanitær hjælp vil komme ind i Gazastriben, så snart våbenhvilen begynder.
Men han beskriver omfanget af hjælp som "en brøkdel" af, hvad der reelt er brug for.
Hamas-bevægelsens væbnede gren skriver i en besked på Telegram, at det drejer sig om 200 lastbiler med nødhjælp og fire tankbiler med brændstof, der dagligt skal køre ind i Gazastriben.
Qatar har sammen med Egypten og USA forhandlet aftalen mellem Israel og Hamas-bevægelsen på plads.
Den indebærer en fire dages pause i kamphandlingerne mellem Israel og Hamas.
Desuden skal foreløbig 50 af de over 200 gidsler, som Hamas holder fanget i Gazastriben, frigives.
Til gengæld skal Israel i denne omgang løslade 150 palæstinensere fra de israelske fængsler.
Al-Ansari siger ifølge Reuters, at Qatar håber at kunne forhandle videre og sikre flere gidslers frigivelse.
Han tilføjer, at Qatar forventer, at de palæstinensiske fanger vil blive løsladt snarligt.
Israel og Hamas har været i krig, siden Hamas 7. oktober gennemførte et angreb mod Israel og dræbte omkring 1200 mennesker. Gruppen tog 239 gidsler med sig tilbage til Gazastriben.
Siden har Israel gennemført omfattende luftangreb mod Gazastriben og har indledt en landoffensiv i den nordlige halvdel af den palæstinensiske enklave.
På palæstinensisk side er over 14.000 mennesker blevet dræbt, oplyser Gazas sundhedsministerium, der er kontrolleret af Hamas.
/ritzau/