Puerto Rico vil være en amerikansk stat
Efter en folkeafstemning tyder meget på, at den caribiske ø Puerto Rico er på vej til at melde sig under Barack Obamas faner
Imens amerikanerne gik til stemmeurnerne for enten at sætte et kryds ved Obama eller Romney, stemte indbyggerne på den caribiske ø Puerto Rico for at blive en del af USA.
Og for første gang nogensinde viser en folkeafstemning, at der er flertal i Puerto Rico for at blive en delstat i USA. Således stemte omkring 61 procent af vælgerne på den caribiske ø tirsdag for at blive stat nummer 51 i USA. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Obama støtter øboerne
Det amerikanske præsidentvalg var derfor også vigtigt for ø-befolkningen, selvom resultatet af folkeafstemningen ikke er bindende. Det kræver nemlig, at der også er et flertal i den amerikanske kongres for indlemmelse af Puerto Rico.
Præsident Obama har tidligere sagt, at han vil støtte Puerto Ricos beslutning.
Det er fjerde gang, at øboerne stemmer, om de vil være en del af USA, men det er første gang, der er flertal for det.
Puerto Rico er et selvstyrende territorium med særlig tilknytning til USA beliggende i det nordøstlige Caribien. Øen blev en amerikansk koloni i 1898. Der bor fire millioner mennesker på øen fordelt på et areal, som er 9,104 km2. Indbyggerne har amerikansk pas og betaler med amerikanske dollar.