Psykisk syg person anholdt efter bekymrende videoer

Politiet i Nuuk har taget en mand i deres varetægt efter borgere har ringet til politiet og udtrykt deres bekymring for ham. Vedkommende er i sundhedsvæsenets varetægt nu, oplyser vagtchefen.

Offentliggjort

Grønlands Politi modtog en anmeldelse onsdag eftermiddag om bekymrende videoer og live-sending, som flere borgere deler på det sociale medie, Facebook.

- På baggrund af bekymringer af indholdet i de videoer, valgte politiet at tage hen til vedkommendes bopæl for at tjekke, om personen er okay, fortæller vagtchef Preben Kleist til Sermitsiaq.AG.

Optrinnet i lejligheden filmer manden selv, hvor han nægter politiet adgang til sin lejlighed.

Del ikke videoer

2.600 borgere kunne følge med på en livestreaming på Facebook, hvor en psykisk syg mand filmede fire betjente, der forsøger at berolige manden.

Vagtchef ved Grønlands Politi oplyser onsdag klokken 17.30, at manden er anholdt af politiet og at vedkommende nu er i sundhedsvæsenets varetægt.

Samtidig opfordrer politiet til ikke at dele videoer.

- Borgere skal tænke sig om, før de deler på de sociale medier. Vedkommende er psykisk syg. Og vi opfordrer derfor til, at borgere ikke deler videoer, af hensyn til personen, siger Preben Kleist til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS