Prominente navne indvier Arktisk Kommando
Arktisk Kommando indvies med officiel deltagelse af blandt andre dronning Margrethe, forsvarsminister Nick Hækkerup og forsvarschef, general Peter Bartram
Der bliver en stribe prominente navne ved den officielle indvielse af Arktisk Kommando i Nuuk onsdag den 31. oktober.
Indvielsen finder sted ved en ceremoni og reception i Katuaq mellem klokken 11.00 og 14.20. Der vil efterfølgende være fremvisning af kommandoens nye hovedkvarter for udvalgte gæster.
Der bliver deltagelse af dronning Margrethe, forsvarsminister Nick Hækkerup og forsvarschef, general Peter Bartram. Blandt gæsterne vi også være medlemmer af Naalakkersuisut og Inatsisartut samt repræsentanter fra Kommuneqarfik Sermersooq. Færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen samt udenlandske gæster fra Island og Canada deltager også. Aftrædende chef for Grønlands Kommando, kontreadmiral Henrik Bunde Kudsk, og tiltrædende chef for Arktisk Kommando, generalmajor Stig Østergaard Nielsen, vil også være til stede.
Læs "Her er militærets ghetto"
Læs "Forsvaret skaber nye arbejdspladser i Nuuk"
Læs "Arktisk Kommando får adresse i Nuuk"
Arktisk Kommando er forsvarets nye operative hovedkvarter i det nordatlantiske og arktiske område. Kommandoen er placeret i Nuuk med et mindre forbindelseselement i Tórshavn på Færøerne.
Arktisk Kommando er en sammenlægning af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando og er en udløber af det seneste forsvarsforlig.