Pressemøde om trivsel i en usikker tid: Husk at slukke for nyhederne
Medlemmer af Naalakkersusiut Anna Wangenheim og Nivi Olsen holder pressemøde klokken 14.
Naalakkersuisoq for sundhed og personer med Handicap, Anna Wangenheim (D), og naalakkersuisoq for børn, unge, familier, indenrigsanliggender, uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen (D), har indkaldt til pressemøde klokken 14.00 mandag.
Foto: Oscar Scott Carl og Leiff Josefsen
Naalakkersuisoq for sundhed og personer med Handicap, Anna Wangenheim (D), og naalakkersuisoq for børn, unge, familier, indenrigsanliggender, uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen (D), holder klokken 14.00 pressemøde.
Det oplyser Naalakkersuisut på deres hjemmeside.
Pressemødet vil handle om omsorg og trivsel i en usikker tid.
Det kommer i forlængelse af en række pressemøder fra blandt andet formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for finanser og skatter, Múte B. Egede (IA), om Grønlands forhold til USA i en tid, hvor den amerikanske præsident gentagende gange siger, at han vil have kontrol over Grønland.
I fredags var den danske statsminister, Mette Frederiksen på besøg i Nuuk, hvor hun holdt møde med Jens-Frederik Nielsen. Inden sin afrejse mod Danmark udtalte hun sig kort til pressen:
- Jeg kan godt mærke, hvor svært det her er for den grønlandske befolkning. Jeg har talt med mange forskellige mennesker i dag, som alle har sagt det samme. Jeg håber, alle i Grønland kan mærke Danmarks utvetydige, massive, store, hjertevarme opbakning til jer, sagde hun blandt andet.
Sundhedsvæsenet er tilgængeligt døgnet rundt
Pressemødet starter med en sang af Johannes og Pipaluk Berthelsen, hvorefter Anna Wangenheim tager ordet. Hun siger, at der skal skabes tryghed for alle, blandt andet personer med handicap.
- Vores lands fremtid fylder meget i verdenspressen. Alle borgere, unge til ældre er påvirket af situationen.
- Som det også var tilfældet under Corona, er det grønlandske sundhedsvæsen tilgængeligt døgnet rundt, siger Anna Wangenheim.
Find de rigtige kilder til nyheder
Det er vigtigt at passe på sig selv, slår naalakkersuisoq fast.
- Vi skal passe på vores mentale helbred og overveje, hvilke kilder vi hører nyheder fra, siger hun.
- Nyheder kører døgnet rundt. Hele tiden er det noget nyt at forholde sig til.
Derfor skal man finde sine nyheder fra troværdige kilder, såsom de nationale medier siger Anna Wangenheim.
Hun siger også, at det er helt okay at tage en pause fra de sociale medier. Hun foreslår, at man kan gå en tur og tænke på noget andet end nyhederne.
Hun fortæller, at Center for Folkesundhed arbejder på at lave en undersøgelse om mental sundhed og trivsel, hvor folk er under et ekstraordinært pres.
Gode vaner
Anna Wangenheim siger, at det er vigtigt at holde fast i sine gode vaner i denne tid, hvor mange kan have det hårdt.
- Det er vigtigt at holde fast i det, som styrker mental sundhed og holde fast i sine værdier og vælge det, som kan gøre os sundere.
Forældrenes ansvar
Så overtager Nivi Olsen. Hun taler om, at det er vigtigt som forældre at skabe tryghed i hjemmet.
- Vi som forældre kender vores enge børn bedre end andre. Vi har forskellige måder at forklare børnene, hvad der sker, siger hun.
Hun siger, at det er vigtigt at man taler med børnene om situationen, men at barnets tryghed kommer først. Forældre ved bedst, hvad deres børn skal vide.
Det er vigtigt at sikre, at barnet har en ensartet hverdag.
Anbefalinger til at tale med børnene
Hun fortæller, at de har lavet nogle anbefalinger, som giver viden om, hvordan man som voksen taler med børn om den aktuelle situation.
Du kan se anbefalingerne på Paarisas Facebook, TikTok og Instragram-profil. En video med råd og støtte i krisetid er delt på Naalakkersuisuts Facebook-side.
Unicef har også lavet materiale om, hvordan man støtter sit barn i denne svære tid. Man kan finde det på deres hjemmeside. Der vil også blive sendt pjecer til alle byer og bygder, som kan hentes i Pilersuisoq.
Nivi Olsen anbefaler, at man er kritiske overfor sine nyhedskilder og slukker for nyhederne for at lege med børnene.
Lad ikke frygten styre
Når det kommer til de ældre børn og unge, som er under uddannelse forskellige steder i Grønland eller er på studieophold eller på efterskole i andre lande, kan nogle forældre godt tænke, om de skal hente børnene hjem, men naalakkersuisoq maner til ro.
- Det er meget vigtigt, at under disse hårde og svære dage, at vi ikke stopper. Det er vigtigt, at vi fortsætter og styrker hinanden. Frygten skal ikke styre os, siger Nivi Olsen.
Alle uddannelsessteder i Grønland arbejder allerede meget med fokus på et godt og trygt uddannelsesmiljø, som et fast indsatsområde, da det altid giver det bedste udgangspunkt for læring, fortæller hun.
Nivi Olsen oplyser, at der er aftalt et beredskab i samarbejde med Uddannelsesstyrelsen og De Grønlandske Huse, så de kan passe på de unge, uanset hvilken situation der måtte opstå.
- Vores håb er, at vi ikke får brug for at aktivere beredskaberne på vores uddannelsessteder. Men det ændrer ikke på det pres, vi lever under i denne tid. Derfor er det vigtigt at tale om tingene, og vi håber, I føler jer mere rolige nu, siger hun.
Tusaannga
Tusaannga kan kontaktes døgnet rundt, hele året, for gratis og anonym rådgivning.
Ring på 80 11 80, send SMS til 1899, eller chat via deres hjemmeside, tusaannga.gl.
Tag fat i Tusaannga
- Jeg kan måske tilføje, at sundhedsvæsenet de forskellige steder rundt omkring på kysten allerede har nogle beredskabsplaner, og man kan selvfølgelig ringe til Tusaannga, når man har det hårdt, siger Anna Wangenheim.
Hun fortæller, at Naalakkersuisut er klar til at slå igennem, hvis yderligere tiltag bliver nødvendige.