Politifolk hædret for tro tjeneste
Fem politifolk er mandag blevet hædret for mellem 25 og 40 års tro tjeneste hos politi og anklagemyndighed i Rigsfællesskabet. Politimester Bjørn Tegner Bay, som er blandt de hædrede, er klar til at snuppe 25 år mere, hvis han får lov.
Mandag blev der holdt den årlige nytårsparole i Grønlands Politi. Traditionen tro blev der i den forbindelse overrakt hæderstegn for henholdsvis 25 års og 40 års tjeneste i politiet.
Chefpolitiinspektør Jørgen Harlev kunne i alt uddele hæderstegnet til fem ansatte i Grønlands Politi, der hver især modtog det på deres respektive stationer:
- Konsulent Niels Lyngholm fra Qaanaaq, 40 år i politiet
- Reservepolitibetjent Apollo Simonsen fra Nanortalik, 25 år i politiet
- Reservepolitibetjent Bent Møller fra Sisimiut, 25 år i politiet
- Politiassistent Else Andersen fra Aasiaat, 25 år i politiet
- Politimester Bjørn Tegner Bay fra Nuuk, 25 år i politiet
En af dem der har fået anerkendelse for sit arbejde er politimester i Grønlands Politi Bjørn Tegner Bay, som har arbejdet for politiet i 25 år. De 19 år i Grønland. Hvis det står til ham, så tager han gerne de næste 25 år med også.
- Jeg har de bedste kollegaer og har svært ved at forestille mig ikke at arbejde sammen med dem. Hvis du spørger mig, så har jeg verdens bedste job, så hvis det var op til mig, så skulle jeg gerne blive her de næste 25 år.
Men det er ikke op til Bjørn Tegner Bay selv. Politimesteren er ansat i en såkaldt åremålsansættelse.
- Jeg har siddet her i 12 år nu, og måske er der nogen, som på et tidspunkt vil sige, at jobbet kræver nye øjne, siger politimesteren og tilføjer:
- Jeg tror ikke, jeg arbejder, til jeg er 75. Jeg vil gerne ud og fiske og jage, mens jeg stadig kan, siger han.
Troen på det gode
I de 19 år politimesteren har været beskæftiget indenfor Grønlandsk Politi har han lært en del om sine medmennesker og han tror til stadighed på, at den indsats der leveres, kan ændre tingenen til det bedre.
- For det første har jobbet givet mig et indblik i, hvordan samfundet fungerer og en dyb tro på, at hvis ellers man gør en indsats, så kan de fleste udfordringer løses. Det kræver bare et grundigt og velunderbygget samarbejde mellem de forskellige aktører.
Optimismen går også til de mennesker som fylder meget i politiarbejdet. Dem som overtræder loven.
- Selvom jeg i 25 har beskæftiget mig med samfundets skyggesider, har det givet mig en overbevisning om, at langt de fleste vil det bedste for samfundet og sine medmennesker, og at mange af dem, der begår forbrydelser, ikke er onde mennesker, men at det er folk, der ikke har haft en chance på grund af deres opvækst og andre vilkår i livet.
Med hæderen følger et diplom fra justitsministeren i Danmark og for dem hvor det falder sammen med at have arbejdet 25 år i staten et gratiale på 5.000 kroner.