Politiet varsler færdselskontrol: Husk selen og lad telefonen ligge
Fredag vil politiet gennemføre en færdselskontrol i Nuuk og minder i den forbindelse trafikanter om, at de skal få styr påbilens udstyr, huske selen og lade telefonen ligge.
Politiet varsler, at man fredag vil sætte fokus på trafiksikkerheden i Nuuk med en færdselskontrol.
Politiet vil her holde øje med defekte forlygter, manglende nummerplader og den generelle sikkerhed.
Indsatsen har til formål at få bilisterne til at tænke mere over trafiksikkerheden og skabe tryghed i trafikken for alle trafikanter, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Udstyr skal være i orden
- I disse tider med meget mørke og glatte veje er der ekstra grund til at have fokus på, at bilerne er i orden, og at man kører bil, når man kører bil. Derfor laver vi i denne uge en særlig indsats, udtaler Eigil Lyberth, der er leder af Nuuk Politidistrikt.
Han siger videre, at bilisterne skal sørge for, at bilens udstyr er i orden, inden de sætter sig bag rattet:
– For eksempel at lygterne virker, og at begge nummerplader er monteret. Det er også vigtigt, at man fjerner dug, sne og is fra ruderne, så man sikrer sig en ordentlig sigtbarhed. Og så skal man selvfølgelig huske selen og lade telefonen og andre forstyrrende elementer ligge, når man kører bil, siger Eigil Lyberth.
- Lad bilen stå
Ud over fokus på bilens udstyr og trafiksikkerhede, laver Grønlands Politi også en målrettet indsat mod spirituskørsel i hele julemåneden.
- Hvis du skal til julefrokost, julefest eller lignende, så lad bilen stå der hjemme, hvis du skal drikke alkohol, lyder opfordringen fra Eigil Lyberth.
Politiet oplyser videre, at det vil medføre en bøde, hvis bilens lygter er i stykker, eller man kører uden nummerplade eller sele eller taler i håndholdt mobiltelefon. Ved spirituskørsel kan man få frakendt førerretten.
I den forgangne weekend holdt politiet også to kontroller natten til fredag i Nuuk, hvor flere bilister blev stoppet. Her var der ros fra politiet, da ingen af bilisterne kørte med en for høj promille.