Politiet om Ivaaraq-sagen: Højt prioriteret
Ivaaraq-sagen med den multihandicappede unge kvinde, som helt uventet fødte et lille barn, er efterhånden to måneder gammel. Politiet efterforsker fortsat.
Det er knap to måneder siden, at den gruopvækkende sag fra Ivaaraq blev kendt i offentligheden, efter at en 23-årige multihandicappet kvinde havde født en lille dreng.
Fødselen fandt sted, uden at personalet og de pårørende havde forudgående kendskab til graviditeten.
Dengang kunne Sermitsiaq.AG oplyse, at det lokale politi i Qaqortoq havde hænderne fulde med at efterforske sagen.
Fortsat under efterforskning
Kriminaltekniker Bent Hytholm Jensen udtalte i sin tid til nærværende medie, at DNA ville være det vigtigste bevis at forfølge, når offeret ikke selv er i stand til at udpege gerningsmanden.
En gåde, der ifølge kriminalteknikeren ikke lød svær at løse.
Politikommissær Julie Senderovitz Bendtsen, der er leder for overgrebssektionen, oplyser til Sermitsiaq.AG, at sagen fortsat er højtprioriteret. Men, lyder det videre:
- Vi kan ikke udtale os yderligere, da den (sagen, red.) fortsat er under efterforskning.