DØGNRAPPORT

Politiet melder om travl weekend

Alkoholrelaterede hændelser har præget de seneste døgn hos Grønlands Politi, fortæller vagtchef, der også beretter, at en SAR-operation er i gang ved Aasiaat.

Offentliggjort

Det har været en travl weekend med mange opgaver for politiet.

Vagtchef Aqqalu Petersen har løbet weekendens hændelser igennem, og han nævner blandt andet, at der er oprettet 13 voldssager.

Der er også oprettet fire sager om voldtægt. To af sagerne er anmeldt lørdag. Den ene i en bygd og den anden i Qaqortoq. I begge tilfælde er der tale om kvindelige ofre, og i begge tilfælde har en mistænkt gerningsmand været anholdt.

Begge mistænkte er løsladte igen, men fortsat sigtede, og vagtchefen fortæller, at sagerne efterforskes videre.

Politiet er også rykket ud 25 gange til husspektakler. I nogle af sagerne var der børn til stede i hjemmet.

Betjente har også været ude og håndtere 10 berusere samt omkring 10 uønskede personer. Derudover har politiet også modtaget en del anmeldelser om selvmordstrusler, og to betjente er blevet udsat for vold under løsning af opgave.

Sagerne er ifølge vagtchefen fordelt over hele landet.

Vagtchefen nævner sluttelig, at politiet er i gang med en SAR-operation ved Aasiaat. Aqqalu Petersen kan dog ikke udtale sig nærmere om sagen på nuværende tidspunkt.

Powered by Labrador CMS