Politiet henlægger sag om brand: Kan være påsat
Grønlands Politi har afsluttet efterforskningen af en brand i et klasselokale på Kangillinnguit Atuarfiat i Nuuk den 1. november. Politiet afviser ikke at branden er påsat.
OBS. Flere oplysninger er tilføjet i artiklen klokken 14.10.
Grønlands Politi henlægger en sag om brand i et klasselokale i Kangillinnguit Atuarfiat i Nuuk, der fandt sted den 1. november.
Undersøgelser har vist, at det ikke er fejl i et køleskab eller elektricitet, der er årsagen til branden som først antaget.
- Efterforskningen har i stedet vist, at branden opstod i en papirdispenser, der hang på væggen ved køleskabet, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Hvordan papirdispenseren brød i brand, har hverken undersøgelser eller afhøringer kunne give en forklaring på. Grønlands Politi kan derfor ikke afvise, at branden har været påsat, lyder det.
Videoovervågning viser ingenting
Leder i vagtcentralen, politikommissær Brian Thomsen oplyser, at Grønlands Politi har undersøgt de tilgængelige videoovervågning af området ved klasselokalet, hvor branden er opstået. Men optagelser fra videoovervågningen har ikke kunnet vise, hvordan branden er opstået. Skolen har videoovervågning i gangene, men ikke i klasseværelserne.
- Vi kan med sikkerhed sige, at der ikke er sket en elektrisk fejl i nogen af tingene i klasseværelset. Vi kan med sikkerhed sige, at det er i papirdispenseren, branden er opstået. Men vi kan desværre ikke sige eller afvise, om branden er påsat, siger leder i vagtcentralen, Brian Thomsen.
Brand under frikvarter
Beredskabschef i Kommuneqarfik Sermersooq Jes Damgaard Andersen har tidligere overfor Sermitsiaq.AG oplyst, at branden er opstået i et frikvarter i et klasseværelse.
Der kom ingen voksne eller børn til skade under branden, men undervisningen resten af dagen blev aflyst.
Grønlands Politi skriver, at de henlægger sagen på grund af manglende spor i sagen. Skulle der dukke nye spor op, bliver den genåbnet, oplyses det.