Politiet efterlyser hollandsk sejlbåd
En sejlbåd med en hollandsk mand efterlyses, efter hans familie ikke har hørt fra ham siden den 8. august 2021. Han skulle efter planen være ankommet i Grønland den 22. august.
En hollandsk sejlbåd med navnet LAUREL, hvor en mand er ombord efterlyses af Grønlands Politi.
Det meddeler politiet i en pressemeddelelse.
En mand fra Holland sejlede den 8. august fra Island mod Grønland med forventning om ankomst til Grønland den 22. august. Familien har siden den 8. august ikke hørt fra ham.
- Han har orienteret familien om, at han skulle sejle 180 sømil til sin første destination i Grønland, og det antages derfor, at han var på vej mod Sydgrønland, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Arktisk Kommando igangsætter eftersøgning
Tidligere i dag igangsatte Arktisk Kommando en eftersøgning af sejlbåden og gennemflyver i den forbindelse farvandsområder, hvor det vurderes, at sejlbåden kan befinde sig.
- Grønlands Politi beder alle erhvervs- og fritidssejlere om at holde et vågent øje efter sejlbåden med navnet LAUREL, der ud fra fotos fremstår som lavet i mørklakeret træ. Særligt omkring den sydlige del af Grønland, skriver Grønlands Politi.
Borgere, der ser sejlbåden bedes kontakte Grønlands Politi på telefon 701448.