Politiet advarer mod hæleri: Telefoner for flere hundredetusinde stjålet
Natten til fredag har der været indbrud i Elgiganten i Nuuk, og gerningsmænd er sluppet væk med et større antal mobiltelefoner.
Politiet er fredag på jagt efter en række mistænkte, som politiet formoder står bag et indbrud i Elgiganten i Nuuk natten til fredag.
Vagtchef Jens Rønberg fortæller til Sermitsiaq.AG, at der blev stjålet mobiltelefoner for flere hundredetusinde kroner under indbruddet:
- Vi har fået fat i nogle af telefonerne, men vi mangler fortsat nogen, siger Jens Rønberg, der uddyber, at der er tale om Apple-produkter.
Mistænkte under 18 år
De mistænkte i sagen er under 18 år, og i løbet af dagen har politiet været ude på flere adresser og blandt andet talt med forældre til de mistænkte, men de mistænkte unge er fortsat på fri fod.
Lige nu har politiet desuden oplysninger om, at indbrudstyvene forsøger at afsætte telefonerne i Nuuk.
Og det får vagtchefen til at komme med en advarsel til borgere om at være ekstra opmærksomme, så man ikke køber en stjålet telefon:
Advarer mod billige telefoner
- Helt almindelige borgere kan blive hælere, hvis de køber en stjålet telefon. Det, der typisk sker, er, at telefonerne spærres og bliver sporet, når der kommer et simkort i. Derfor kan man ende med en sigtelse for hæleri og mistede penge, siger vagtchefen.
Hvis man har oplysninger i sagen træffes politiet på 70 14 48.
- Hvis der er nogen unge mennesker med dårlig samvittighed, så er de også velkomne, for vi leder efter dem, tilføjer Jens Rønberg.