OPDATERET
Politi stærkt til stede: To personer anholdt – en person i kritisk tilstand
Politi i Nuuk er stærkt til stede i et område i Nuussuaq på grund af mistænkelige forhold. Sent på eftermiddagen melder politiet, at to personer er anholdt, og en tredje person er i kritisk tilstand.
Et område ved en adresse i Nuussuaq er afspærret. Politiet beder borgere om at respektere afspærringen.
Foto: Oscar Scott Carl
OBS: Opdateret med flere oplysninger
Grønlands Politi er stærkt til stede ved en adresse i Nuussuaq i Nuuk mandag eftermiddag. Det er på baggrund af, som politiet beskriver det, mistænkelige forhold.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
- Borgere bedes respektere Politiets anvisninger i området, skriver politiet.
To personer anholdt
En 27-årig mand er kommet alvorligt til skade og er blevet transporteret til sygehuset. Den pågældende er i kritisk tilstand, oplyser politiet.
- I forbindelse med sagen er to mænd på henholdsvis 20 og 26 år blevet anholdt. Borgere bedes fortsat respektere politiets anvisninger i området, hvor der også er blevet sat afspærring op, skriver politiet i en opdateret pressemeddelelse.
Kommunikationsafdelingen i politiet oplyser, at beboere i bygningen, hvor der er afspærring, på nuværende tidspunkt ikke må komme ind i bygningen.
Grønlands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.