drukneulykke
Politi: Fiskere var til stor hjælp ved drukneulykken
Socialforvaltningen i Qaasuitsup Kommunia blev straks kontaktet efter søndagens tragiske drukneulykke i Uummannaq
Søndagens tragiske drukneulykke i Uummannaq med tre omkomne og tre overlevende har ramt byen med 1.200 indbyggere hårdt. Der blev ydet krisehjælp til de fiskere, der hjalp til under redningsaktionen, hvor forsøg på genoplivning af tre ældre personer var forgæves.
Læs: Drukneulykke: Tre ældre mistede livet - en pige blev genoplivet
Det var politibetjent Jens Thorin, der modtog alarmen, da en jolle med seks personer forulykkede i nærheden af Uummannaq søndag eftermiddag.
Læs: Tre personer druknet nær Uummannaq - tre reddet
- Jeg fik heldigvis hjælp af en bådejer, der havde sin båd i den vestlige del af byen. Ulykkesstedet lå cirka to kilometer fra hans bådplads og 100 meter fra land, fortæller Jens Thorin til Sermitsiaq.AG.
Voldsom oplevelse
Alle seks personer, der havde været om bord i båden, lå i vandet og blev bjærget af politiet og fiskere, der også kom hurtigt til ulykkesstedet.
- Vi gik straks i gang med førstehjælp, da vi havde bjærget personerne i bådene. Det lykkedes heldigvis at genoplive den 10-årige pige, men vi fik desværre ikke genoplivet de tre andre, siger Jens Thorin.
De overlevende og de omkomne blev sejlet til Uummannaq.
- Vi tog straks kontakt til de sociale myndigheder, da vi kom til Uummannaq. Det har sikkert været en voldsom oplevelse for de fiskere, der hjalp til, og havde brug for krisehjælp, siger Jens Thorin.
Ulykken skete, da jollen formentlig ramte is, så personerne i jollen blev slynget ud.
- Vi vil gerne sige mange tak til de fiskere, der hjalp til på ulykkesstedet, fremhæver Jens Thorin.
Ved du noget om ulykken, så skriv gerne til redaktion@sermitsiaq.ag