Roskilde Festival
Pharrell Williams bliver hovednavn på Roskilde Festival
Næste år vil den 41-årige amerikaner Pharrell Williams indtage Orange Scene som et af festivalens hovednavne.
Det amerikanske multitalent Pharrell Williams bliver hovednavn på Roskilde Festival næste år. Dermed er der indtil videre sat navn på 10 ud af 169 kunstnere til næste års festival.
Det skriver Roskilde Festival på Facebook.
Pharrell Williams har senest udgivet albummet 'Girl', der blandt andet indeholder det storsælgende hit 'Happy'. Han spillede senest i Danmark i september, hvor han gav en koncert i Forum i København.
Han har desuden produceret mange sange for blandt andre Snoop Dogg, Nelly og Justin Timberlake. Ifølge DR gæstede Pharrell Williams sidst Roskilde Festival i 2004 som en del af gruppen Nerd.
Se musikvideo med hit fra Pharrell Williams: Så happy er vi!
Tidligere har Roskilde Festival offentliggjort, at blandt andre Mew samt det amerikanske metalband Lamb of God også vil spille på festivalen i 2015. Også hiphop-gruppen Suspekt spiller på hovedscenen næste år.
Roskilde Festival løber i 2015 af stablen 27. juni til 4. juli. I september meddelte festivalen, at man for første gang nogensinde dropper søndagsprogrammet og i stedet starter musikken på festivalpladsen allerede onsdag, da søndagen de seneste år mest har været afrejsedag.