Pensions-rodet: Offentligheden får indsigt i historisk samråd

Vittus Qujaukitsoq indkaldes til et åbent samråd i sagen om den obligatoriske pensionsordning

Offentliggjort

Vittus Qujaukitsoq (NQ) skal i et åbent samråd forklare finans- og skatteudvalget og offentligheden om problemerne med den obligatoriske pensionsordning. Det skriver udvalgsformand Herrmann Berthelsen (S) i en pressemeddelelse.

- Finans- og skatteudvalget har indkaldt naalakkersuisoq for finanser og råstoffer til åbent samråd. Det åbne samråd vil omhandle Naalakkersuisuts hidtidige erfaringer med administrationen af indbetalingerne til den obligatoriske pensionsordning, hedder det i meddelelsen. Det er et enigt udvalg, der står bag indkaldelsen, oplyser Herrmann Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Samrådet afholdes mandag 27. januar klokken 15.

Første gang

Samrådet må nærmest betegnes som historisk, da det er første gang, der bliver holdt et åbent samråd i Grønland siden muligheden har eksisteret. Normalt svarer de forskellige naalakkersuisut bag lukkede døre på spørgsmål fra medlemmerne af diverse udvalg.

Det er udvalget selv, der vælger, hvorvidt et samråd skal være åbent eller lukket. Men hidtil er valget altså i alle tilfælde faldet på, at det skal være lukket.

Fredag krævede oppositionspartierne IA, PN, Atassut og Samarbejdspartiet, at der bliver indkaldt til åbent samråd. Og det er den anmodning, som de øvrige udvalgsmedlemmer altså har bakket op omkring.

Det betyder, at der er mulighed for, at offentligheden kan følge med i samrådet. På grund af de begrænsede pladsforhold i Inatsisartut kan maksimalt 15 tilhørere overvære samrådet. Derudover er der reserveret fem pladser til pressen.

Det er nødvendigt at reservere en plads på forhånd for at kunne overvære samrådet.

Powered by Labrador CMS